søndag den 25. juni 2017

Voldtægt af Mithu M. Sanyal

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter, men Saxo sælger den til DKK 269,- lige her.
Titel: Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse
Forfatter: Mithu M. Sanyal
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 233
Forlag: Tiderne Skifter


        “Voldtægt er den mest kønnede forbrydelse af dem alle.”

Det faktum fastslår Mithu M. Sanyal i bogens indledende forord, og allerede her skabes læserens forventninger om en kulturkritisk undersøgelse og identificeringen af hvilke samfundsmæssige mekanismer, der er med til at opretholde ideen om et kønshierarki eller gøre visse kønnede positioner tilgængelige for henholdsvis udsat og gerningsperson. En lille sidenote: Mine fingre havde skræmmende svært ved at skrive ’p’ efter gernings-. Helt automatisk søgte de mod tastaturets ’m’, selvom min hjerne havde fortalt dem, at jeg havde besluttet at skrive ’gerningsperson’ og ikke ’-mand’. Det er i sig selv skræmmende, synes jeg! Men det er også med til at understrege vigtigheden af et værk som Voldtægt, som netop kan udfordre en diskurs, hvor en gerningsperson altid er en mand og den udsatte altid en kvinde.
Med  sit feministiske afsæt tilbyder Sanyal en blanding af en kulturhistorisk gennemgang af tidslige opfattelser af voldtægt og en kulturanalyse af voldtægt som et begreb, der tilskrives visse meningsbetydninger, som er så indlejrede, at de kan være svære at øjne. Det er netop de forestillinger, der knytter sig til begrebet, der driver forfatteren og hun problematiserer blandt andet konstruktionen af de Andre som voldtægtsforbrydere og de fastlåste subjektspositioner, der stilles til rådighed for både den udsatte og gerningspersonen.
Til at beskrive hvordan de Andre blev symbolet på potentielle voldtægtsforbrydere anvender Sanyal et eksempel fra 80’erne, som ifølge hende, for alvor fastslog ’forskellen’ på dem og os og muliggjorde en skelnen mellem, hvem der er sandsynlige til at begå en seksualforbrydelse (dem), og hvem der ikke er (os). I 1983 blev en kvinde voldtaget på et værtshus af en gruppe mænd, mens resten af stedets gæster så på og heppede. Det varede ikke længe før pressen valgte at identificere gerningsmændene som portugisere og herved grundlages det nutidige syn på voldtægter som noget der ofte begås af De Andre – dem der ikke er som mig, dem der i virkeligheden hører til et andet samfund og en anden kultur. Synet på de Andre præges ofte af antagelsen om, at den fremmede ’kultur’ er laverestående eller mindre civiliseret – et narrativ, som er meget anvendeligt, både i dannelsen af ekskluderende fællesskaber og visse politiske agendaer. Det får blandt andet den betydning, at når en forbrydelse begås af en Anden (en der ikke ligner mig), opfattes den oftest som karakteristisk for en hel gruppe af mennesker – et symbol på deres kultur eller laverestående udvikling – hvorimod samme forbrydelse begået af et menneske fra Vesten opfattes som dennes individuelle handling og ikke et udtryk for en fælles vestlig kultur. Vi kender det herhjemme fra de mange udmeldinger om, at muslimer skal tage afstand fra terror. Hvis en muslim eller mørk mand gør uret, behandles handlingen sædvanligvis som en hel gruppes ansvar, men der var selvfølgelig aldrig nogen der forventede, at hele den vestlige verden (eller alle hvide eller alle kristne) tog aktivt afstand til Breiviks forfærdelige terrorhandling på Utøya. Her var det indforstået, at denne handling var uacceptabel og man holdte ikke andre end Breivik selv ansvarlig. Men når forbrydelsen begås af en Anden, er der en tendens til at forklare handlingen med (den anderledes og fremmed) kultur, gerningsmanden er en del af, og derfor anses handlingen også ofte som udtryk for en større gruppes generelle tilgang til og opfattelse af verden omkring dem. Spoiler alert; der findes naturligvis ikke religioner eller nationalstater, hvor vold er normen. Derfor bør man heller ikke forlange af noget menneske, at det aktivt skal tage afstand fra andres kriminelle handlinger for at ’bevise’ dets ståsted eller rene intentioner. I disse sager spiller medierne selvsagt en stor rolle, og de har da også haft succes med at skabe og opretholde visse narrativer om voldelige kulturer. Som eksempel nævner Sanyal Vestens optagethed af de grusomme medgiftsmord i Indien (som betegnes ’death by culture’), de er naturligvis ganske forfærdelige og man skal sætte alt ind for at stoppe dem, ingen tvivl om det! Men var du klar over, at en lige så stor procentdel af kvinder i USA dør som følge af hustruvold? Den store forskel ligger altså i måden, man slår ihjel på og ikke antallet af mord. Men der er nok næppe nogen, der ville udpege amerikanere som medlemmer af en overordnet kultur, der accepterer (og dyrker) hustruvold og -mord.
Forfatteren efterlyser derfor et nyt sprog og nye narrativer, hvormed der kan skabes forskellige muligheder for fremstillingen af kulturer, men også af selvet. De nuværende narrativer efterlader både kulturer, den udsatte og gerningspersonen i fastlåste positioner. Den udsatte betragtes hovedsageligt som et – som følge af  den traumatiske oplevelse – psykisk sygt menneske, et knækket menneske, som kan diagnosticeres med en eller flere psykiske sygdomme. I mange tilfælde forventes det, at denne nye rolle internaliseres og bliver en del af offerets identitet. Det betyder, at den udsatte tildeles en offerposition, som lades med skam, og faktisk gør det umuligt at komme sig eller ligefrem tilgive gerningspersonen. Hvis den udsatte alligevel kommer sig, kan der pludselig sås tvivl om, hvorvidt voldtægten overhovedet fandt sted. Offentligheden har endog et klart billede af, hvordan en voldtægtsudsat ser ud og optræder – ydmygt, skamfuldt, undskyldende mm. – alle positioner, som fængsler denne til en offerrolle. Samtidig er voldtægt også en af de eneste forbrydelser, hvor gerningspersonen ikke blot begår forbrydelsen, men faktisk bliver den og derved også opfattes som umulig at resocialisere.
Et andet væsentligt behov for nye narrativer er hele vores måde at tilgå køn på. Undersøgelser viser, at de kønnede positioner allerede udstikkes, til den nyfødte baby (Sanyal har endnu ikke hørt, om min specialevejleders forskning, som faktisk viser, at man allerede kønner barnet under forsterscanningen. Til de interesserede er der mere om det efter anmeldelsen). Eksempelvis kunne det påvises, at forsøgspersoner, som uvidende blev præsenteret for samme baby to gange (første gang som babydreng og anden gang som babypige) tillægger den grædende babydreng følelsen vrede, hvorimod den grædende babypige anses som bange. Når man attribuerer barnet med sådanne følelser allerede som spæd, vil der givetvis også være forskel på måden, man møder tilgår det på, og det er formentlig ikke nødvendigt at nævne, at den måde andre møder mig på, præger den jeg bliver (måske en bange kvinde, som frygter den vrede mand en mørk aften?). En sådan opdagelse kan altså få betydning for opfattelser af seksuel eller kønsbestemt vold.
Jeg var fuldstændig opslugt af Sanyals værk, og jeg tror også, jeg fik sat en form for personlig læsehastighedsrekord i faglitteratur. Bogens indhold rammer både mit studiemæssige  og personlige interessefelt, og jeg kan på det varmeste anbefale den til andre med interesse i kulturelle studier. Det bør dog nævnes, at det formentlig er en fordel, hvis læseren forinden har gjort sig bekendt med kulturfaglig tænkning og begreber som for eksempel at kønne, den Anden eller de Andre, diskurs og internalisering. Men hvis disse er på plads eller hvis selve anmeldelsen var forståelig, tør jeg garantere en interessant og tankevækkende læsning!

God fornøjelse!

Tilbage til kønnelse i fosterstadiet. Som jeg kort nævnte i anmeldelsen, har min specialevejleder forsket i kønnelse i ultralydsscanninger. Hendes forskning er kogt ned til en letlæst artikel på Kvinfo, som kan læses lige her. Nedenstående er et uddrag fra Kvinfo-artiklen:

”Køn formidles i skanningerne både legende og stereotypt. Hvor piger er prinsesser, så er drengene langt oftere små banditter. Dertil kommer fortællinger, som legende understøtter gængse forestillinger om køn og seksualitet.


Når pigefostre på skanningen ses med samlede ben, bliver de beskrevet som "naturligt" blufærdige. Drengene derimod er "stædige". Når de sparker med benene, danser pigerne og drengene er fodboldspillere. ”

torsdag den 22. juni 2017

Agathe af Anne Cathrine Bomann

Jeg fik tilsendt Agathe som anmeldereksemplar, men den lille fine bog kan erhverves til DKK 165,- lige her.
Titel: Agathe
Forfatter: Anne Cathrine Bomann
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 112
Forlag: Forlaget Brændpunkt

“Jamen Doktor, hvordan kan de bruge Deres tilværelse på at lindre andres lidelse uden at have blik for Deres egen?”

----------------------------------------
Jeg er nødt til at starte denne anmeldelse med en form for litterær bekendelse af noget, jeg skammer mig over at have opdaget ved mig selv. Jeg håber, at italesættelsen af min ucharmerende fordom kan være med til at bevidstgøre andre (nu antager jeg lige, at jeg ikke er det eneste fordomsfulde menneske ;) ) om deres litterære fordomme.
Da forfatteren til Agathe skrev og spurgte, om jeg havde lyst til at læse og anmelde hendes nye bog, læste jeg selvfølgelig den vedhæftede information og så, at romanen behandler temaer, som sædvanligvis optager mig både i bøger og i livet. Men jeg så også, at bogen var af en (for mig) ukendt forfatter og udgivet af et lille forlag, som jeg aldrig havde hørt om. På den baggrund konkluderede jeg i mit indre, at selvom Agathe måske skulle vise sig at være udmærket læsning, så ville den formentlig ikke kunne spille i ligaen med de store drenge. Mine fordomme skabte tanker såsom ”der er sikkert ikke læst ordentligt korrektur”, ”gad vide om de store forlag afviste den”, ”hvorfor har jeg aldrig hørt om forfatteren eller forlaget før?” og så videre og så videre. Og jeg skammer mig! Heldigvis kunne jeg ikke retfærdiggøre at afvise en roman med et tilsyneladende interessant indhold på baggrund af mine fordømmende tanker om små forlag og ukendte forfattere. For havde mine fordomme fået lov at vinde, var jeg gået glip af en af de bedste læseoplevelser 2017 indtil nu har budt på.
Anne Cathrine Bomann og Agathe har på alle måder gjort mine fordomme til skamme, og jeg håber at bogen vil få uendelig meget omtale, for jeg er slet ikke i tvivl om, at havde den været udgivet på et af de store forlag, ville der ikke gå mange år, før den ville opnå klassikerstatus på baggrund af dens gennemført sparsomme og præcise sprogbrug, dens eviggyldige relevans og behandlingen af filosofiens og eksistentialismens største tanker.
Og nu kan anmeldelsen begynde!
----------------------------------------
I Agathe befinder vi os i 1940’ernes Frankrig, hvor vi følger en aldrene psykiater, som er begyndt at nedtælle dagene eller nærmere konsultationssamtalerne til sin snarlige pension og allerede på første side, erklærer doktoren, at han har 800 samtaler tilbage. Han lever et isoleret liv, hvor de eneste kilder til sociale forbindelser og indblik i andre menneskers liv er de samtaler, der finder sted i konsultationsrummet og de lyde og rutiner, han kan identificere hos sin nabo. Doktorens isolerede tilværelse understreges på bogens første sider, hvor han fra sit stuevindue observerer, at en lille pige kommer til skade, men beslutter ikke at gå ud til hende, da han ikke har talt med et barn siden, han selv var et. Det rutineprægede liv forstyrres imidlertid, da en tysk kvinde en dag henvender sig i konsultationen og insisterer på at få en tid. Selvom han indledningsvis modsætter sig hendes ønske, ender kvinden alligevel med at få sin vilje, og som om denne uventede drejning ikke er nok til at forstyrre doktorens vaneprægede liv, finder han kort tid efter et brev fra sin trofaste sekretær, hvori hun skriver, at hun på baggrund af personlige årsager ikke kan møde på arbejde i nogle uger. Det skal vise sig at sekretærens mand er alvorligt syg, og derfor beder hun indtrængende sin chef – den menneskesky psykoterapeut – om samtalehjælp til sin syge mand.
Agathe er på overfladen lige til at gå til. Den er fortalt i en dagbogsagtig form, den er letforståeligt, handlingen synes simpel og sproget bærer præg af en glidende og elegant rytme. MEN når der læses mellem linjerne, udspilles en handling, som trækker på en af filosofiens helt store tænkere; Jean-Paul Sartre. Da vi indledningsvist hører om pigen, der kommer til skade ude på vejen, får vores fortæller, som var det en ganske ligegyldig sidebemærkning, nævnt, at La nausée (Sartres debutroman, som på dansk er oversat til Kvalme) ligger ved hans side, men at han aldrig har fået den læst. Der kan næppe være tvivl om, at det er meningen læseren skal fange denne henslængte bemærkning, og vores fortæller i Agathe har slående mange ligheder med hovedpersonen i Kvalme. De lever begge en ensom og meningsløs tilværelse, hvorfra de både længes efter, men også frygter friheden og dens opløsning af det velkendte. Jo tættere de kommer friheden, des mere kvalme overmandes de begge af, for med friheden i sigte rejses også spørgsmålene om, hvad det hele skal gøre godt for og bevidstheden om egen eksistens betyder også bevidstheden om livets eneste absolutte sandhed, døden. Selvom tilværelsen har skuffet, er døden alligevel angstfremkaldende, og efterhånden som tiden går, synes vores hovedperson at blive bevidst om, at nedtællingen af arbejdsdage og konsultationstimer også er nedtællingen af livet. Alligevel kan han ikke identificere sin egen ubevidste stræben efter ’den gode’ tilværelse og ’meningen’ med livet netop fordi, Kvalme og filosofien bag er tanker, han “havde forsøgt at komme i gang med i årevis.” Bogen ligger og skriger på at fortælle doktoren, at hans jagt på frihed også er det, der fremprovokerer hans angst og den Sartre-interesserede læser kan nærmest ikke lade være at råbe: ’Jamen doktor, kan du ikke se det? Din angst kan overvindes, hvis du engagerer dig i dit liv og i samværet med andre mennesker!’ og ’Kan du da slet ikke se det paradoksale i, at du lever af at samtale og være tæt på andre mennesker, men evner det ikke, når du har fri?!’. De gentagne intertekstuelle referencer til Sartres tanker om eksistens er simpelthen en fryd for læseren, som langsomt tilfredsstilles af at erfare, hvordan de to romaner; Kvalme og Agathe danner en form for skjult historie mellem linjerne. Og mon ikke også Anne Cathrine Bomanns beslutning om at skrive i dagbogsagtig form ligeledes er inspireret af formen i Kvalme.
Indledningsvis fortalte jeg om mine fordomme i forhold til korrektur, men som det jo oftest er med fordomme, kunne denne heldigvis heller ikke bekræftes. Der er ikke en finger at sætte på hverken indhold eller korrektur, og faktisk står Agathe som en af mine bedste læseoplevelser i 2017, og jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker, hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære dagsorden.
Jeg kan ikke anbefale den nok, og hvis du er bare den mindste smule interesseret i Sartre, filosofi og eksistentialisme, så er du selvskrevet til at læse den!

Bonusinfo:
Siden jeg skrev anmeldelsen har jeg læst den igen. Og det bliver ikke sidste gang! Jeg elsker, når jeg opdager nye ’skjulte’ referencer, og dem er der altså mange af.

I kan i øvrigt besøge forfatterens hjemmeside her.

lørdag den 17. juni 2017

Mumitroldene og tilværelsens gåde af Jukka Laajarinne

Jeg fik tigget mig til et anmeldereksemplar, men hvis ikke det var lykkedes mig, så havde jeg formentlig bestilt den hos Williamdam, da de netop nu har den på tilbud til DKK 207,-.
Titel: Mumitroldene og tilværelsens gåde
Forfatter: Jukka Laajarinne
Udgivelsesår: 2012
Sideantal: 193
Forlag: Forlaget Alfa


“De rigide regler, som man ikke tør sætte spørgsmålstegn ved, styrer mange småkrybs liv […] Når man tror, man har fundet sandheden, som ikke længere kan betvivles, gør man sig selv til denne sandheds fange og kommer nemt til at prøve på at fange andre kryb i denne firkantede indhegning”

I Mumitroldene og tilværelsens gåde giver Jukka Laajarinne sit bud på en filosofisk læsning af historierne om Mumitroldene. Han bruger de små troldes oplevelser og eventyr som eksempler på tilværelsen i ethvert menneskeliv.
Bogen er inddelt i ni kapitler foruden et forord, hvori forfatteren præsenterer sig selv og eget ståsted samt en kort introduktion til eksistentialismens grundtanke om, at ”eksistensen går forud for essensen”. Forståelsen af denne læresætning er afgørende for bogens budskab, og den betyder i grove træk, at et menneske ikke kan defineres på forhånd, men snarere bliver til, når livet leves. Der findes altså ikke en essens (et indhold), før mennesket eksisterer (lever/handler).
De resterende kapitler er inddelt i en form for tema, som det kan synes vanskeligt for forfatteren at holde sig inden for – måske netop fordi filosofien og eksistentialismen opererer inden for et felt, hvor væsen og væren er to uadskillelige størrelser. Derfor vil læseren formentlig også opleve, at visse temaer går igen, som for eksempel frihed, valg, det fremmede og det velkendte (hvordan kan man overhovedet tale om frihed uden også at tale om valg, og hvordan kan man tale om det fremmede uden også at tale om det velkendte og vice versa).
Laajarinnes perspektiver er i den grad interessante, og de ledsages af en passende mængde konkrete teksteksempler og suppleres også ofte med Tove Janssons velkendte streg. Både streger og teksteksempler gør det muligt for læseren at forstå og forholde sig til selv de mumihistorier, som enten er gået i glemmebogen eller aldrig blevet læst. Nedenstående er et (ud af mange) eksempler på den velfungerende struktur, forfatteren opererer med. I citatet tages der afsæt i historien, Midsommer, hvor Snorkfrøkenen forsøger at vælge sig en kjole:

– Ja, er det ikke underligt. Ser du, der var for mange. Jeg kunne aldrig have nået at prøve dem alle sammen, og heller ikke kunnet beslutte mig for, hvilken en der var den smukkeste. Jeg blev næsten bange for dem! […] – Så jeg løb min vej og efterlod dem alle, sluttede Snorkfrøkenen.

Men at lade være med at vælge er også et valg, siger Albert Camus og Jean-Paul Sartre. Man kan aldrig slippe for det at vælge og for friheden.
                                          

Det sjove er, at jeg faktisk noterede samme passage, da jeg selv læste Midsommer, fordi den fik mig til at le over min egen (og også lidt min brors) mangel på evne til at træffe små beslutninger. Vi er i stand til at træffe store beslutninger om uddannelse, jobs og i den dur, men vi er helt forfærdelige, når der skal vælges slik til en fredag aften eller vurderes, om frokosten skal bestå af sandwich eller salat. Vores ’angst’ for at vælge forkert bliver beskrevet mere præcist af Snorkfrøkenen end af nogen anden filosof, jeg har læst, når hun siger: “ Jeg blev næsten bange for dem! […] – Så jeg løb min vej og efterlod dem alle, sluttede Snorkfrøkenen.” og jeg elsker, at Laajarinne efterfølgende – her med udgangspunkt i Camus og Sartre – tilbyder mig et fagsprog og en filosofisk forklaring på, hvad det er der gør, at ’ligegyldige’ ting kan få lov til at fylde så meget.
Det var overraskende for mig at opdage, hvor mange af forfatterens pointer, jeg allerede selv havde tænkt under læsningen af Mumitrolden, og forklaringen må næsten være, at mange af de kulturanalytiske perspektiver, jeg har beskæftiget mig med på mit studie, trækker på de klassiske filosoffer. Så selvom Laajarinne anvender traditionelle eller klassiske idéhistorikere, og jeg i højere grad har beskæftiget mig med en yngre generation, har disse jo alligevel bygget videre på klassiske tanker om fremmedhed, gruppedannelser, væren og frihed. De Andre fylder meget i forfatterens fortolkning af Mumitrolden – og med god grund. I Janssons historier må Mumitroldene gentagende forholde sig til alle de kryb, der ikke er en del af mumifællesskabet, og på den måde tvinges læseren indirekte til at tage stilling til de Andre i hendes ’virkelige’ verden. Alle dem, der ikke er som mig, kan synes anderledes – måske endda farlige – fordi jeg ikke kan forstå dem, men hvis jeg lader dem komme tæt på, vil jeg måske opdage, at selv Murren eller en Hatifnat måske slet ikke er så farlige endda. Måske er de netop anderledes i min forståelse af dem, fordi jeg så bedre kan forstå og definere mig selv (ud fra alt det, jeg ikke er).
Det velkendte ved de filosofiske teorier og oplevelsen af selv at have haft mange af de tanker, Laajarinne præsenterer, var absolut ikke hæmmende for den gode læseoplevelse – nærmere tværtimod – som det også påpeges af forfatteren til bogen, trives jeg, som ethvert andet kryb, særdeles godt med genkendelighed. Derfor vil jeg også anbefale enhver kommende læser, at læse op på Mumitrolden forinden, fordi læseoplevelsen altså forstærkes i genkendelsens glæde over de udvalgte passager fra mumibøgerne. Jeg selv ville ønske, at jeg havde læst dem alle fremfor blot Mumitrolden - De tre næste romaner.
En enkelt ting, som dog kom en smule på tværs med den fuldendte læseoplevelse var mangelfuld korrektur. Med fejl i nutids-r, manglende mellemrum mellem to ord og manglende præpositioner, fik jeg sommetider en umådelig trang til at korrekturlæse. På trods heraf må bogen alligevel få mine varmeste anbefalinger, fordi indholdet er en oplevelse i særklasse. Der kræves en læser, som enten er bekendt med grundlæggende filosofiske teorier eller som bare besidder et generelt højt abstraktionsniveau. Med det in mente, tør jeg garantere, at den mumielskende læser, læseren med interesse i Tove Janssons forfatterskab eller den læser, som nyder at få perspektiv på tilværelsen(s gåde) vil få en helt unik og berigende læseoplevelse.

Skal du læse den?

fredag den 16. juni 2017

Mumitrolden - De tre næste romaner af Tove Jansson

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Bog & Idé, som sælger Mumitrolden til DKK 249,95,- lige her.

Titel: Mumitrolden - De tre næste romaner
Forfatter: Tove Jansson
Udgivelsesår: 2010
Sideantal: 343
Forlag: Carlsen

Tove Jansson forstår at tale til børn (og voksne) i et voksent sprog, og ved at indsætte komplekse problemstillinger og menneskelige stereotyper i et Mumiunivers, bliver det muligt for både børn og voksne at overveje eksistentielle temaer og menneskelig adfærd på sikker afstand. Accept, tolerance og vigtigheden af at anerkende andre som dem, de er, står centralt, når Mumitroldene møder væsener, der adskiller sig væsentligt fra dem selv.

For nylig blev jeg opmærksom på, at Jukka Laajarinne tilbyder en filosofisk opdagelsesrejse til Mumidalen i sit værk Mumitroldene og tilværelsens gåde fra 2010. For at være ordentligt gearet til læsningen af denne satte jeg mig for at (gen)læse Mumitrolden. (Stay tuned for anmeldelsen af Laajarinnes værk, som kommer snarest). Om læsningen af Mumitrolden helt kan kaldes genlæsning er jeg faktisk ikke sikker på, for jeg husker i langt højere grad Mumitroldene fra TV (den perfekte 90’er søndagsmorgen i selskab med Mumi på TV2) end fra bøgernes verden. Jeg husker dog at have lånt en Mumi-bog en enkelt gang på biblioteket, og den var blå! (hjernens selektive erindringsfunktioner kan altså være lidt spøjse, for jeg husker overhovedet ikke, hvad den handlede om – altså foruden Mumi).
Mumitrolden - De tre næste romaner indeholder, som titlen afslører, tre romaner om Mumitroldene: Mumifars erindringsbog, Farlig midsommer og Troldvinter. I Mumifars erindringsbog er Mumifar i gang med at nedskrive sine erindringer. Vi lærer blandt andet, at han blev efterladt på trappen foran et hittebørnshjem, som drives af den skrappe og ikke-omsorgsfulde Hemul og at Mumifar af samme årsag aldrig har kendt sine forældre. Hittebørnshjemmet er ikke et sted for den unge trold, og han beretter om sin farefulde og eventyrlige flugt derfra, som også bød på mødet med Mumitroldens mor. Undervejs afbrydes erindringerne af virkelighedens verden, når Mumitrolden og hans venner afbryder med spørgsmål eller kommentarer til erindringerne. I Farlig midsommer bliver Mumidalen ramt af en stor flodbølge, som tvinger Mumitroldene ud af deres hjem, de finder bo i et teater, men pludselig forsvinder Mumitrolden og Snorkfrøkenen, som vi følger i deres mange eventyr, før de vender sikkert hjem til Mumidalen. I Troldvinter er mumitroldene gået i hi vinteren over. En mumitrold sover fra november til april, ”for det havde deres forfædre gjort, og Mumitrolde holder på traditionerne”. Mumitrolden vågner imidlertid af sin vinterhi og kan ikke falde i søvn igen. Han er den første mumitrold, der nogensinde har oplevet vinteren, og han finder ud af, at vinteren er fyldt med magi og lokker mange mystiske væsener frem. Disse væsener hjælper Mumi ud af den ensomhed, der indledningsvis rammer ham, da han vågner af sin hi, og føler sig helt alene.
Under læsningen gik det op for mig, at tegnefilmen, som det jo oftest er, når noget skal tilpasses TV, er underlagt en form for disney-syndrom (dog ikke i samme grad – Mumi-tegnefilmene skræmte ofte livet af mig!). Nu var det jo ikke Disney der filmatiserede Mumitroldene, men Disney er bare det klassiske eksempel på, hvordan alt det farlige i eventyr udskiftes, slettes eller omskrives, når det skal ’oversættes’ til TV. Den sødme jeg oplevede i 90’ertegnefilmene om Mumitroldene er slet ikke at finde i de originale værker – i hvert fald ikke i samme grad, og jeg kom sådan til at tænke på Den lille havfrue, som på tragisk vis ender som skum på havet i H.C. Andersens eventyr, men som i disney-udgaven lever lykkeligt til sine dages enden (med sin prins, naturligvis!). Så hvis du, som jeg, udelukkende kender Mumitroldene fra hyggelige morgener på TV2, så vil jeg på det kraftigste anbefale at købe eller låne de originale historier. Læsningen kom virkelig bag på mig, og jeg er næsten flov over at indrømme, at jeg slet ikke var klar over, hvilket stort litterært værk, de samlede historier er. Jeg har altid forbundet Mumitroldene med noget, der hørte barndommen til, og aldrig efterfølgende overvejet hvorfor de små trolde er så populære hos både børn og voksne. Det ved jeg nu! Tove Jansson forstår at tale til børn (og voksne) i et voksent sprog, og ved at indsætte komplekse problemstillinger og menneskelige stereotyper i et Mumiunivers, bliver det muligt for både børn og voksne at overveje eksistentielle temaer og menneskelig adfærd på ’sikker’ afstand.

’Ja,’ udbrød Triste med blussende kinder. ’Tænk at få lov at være en helt anden, end man er!’

Accept, tolerance og vigtigheden af at anerkende andre som dem, de er, står centralt, når Mumitroldene møder væsener, der adskiller sig væsentligt fra dem selv.

’De klappede ad mig,’ hviskede hun for sig selv. ’Åh, hvor er jeg lykkelig. Nu vil jeg altid være så lykkelig.’

Forfatteren har ladet visse følelser tage bo i specifikke karakterer, som både gør følelsen håndgribelig og letforståelig, som da vi for eksempel møder pigen, Triste, som er så forfærdeligt ked af det hele tiden.
Det er altså store og seriøse temaer, der behandles i Mumitrolden, og jeg forestiller mig, at troldenes filosofiske tanker om liv/død, ensomhed/fællesskab, angst/mod kan igangsætte vigtige refleksioner og diskussioner hos børn og deres voksne.

Det er ærlig talt synd, at det spændende altid er forbi, når man ikke er bange for det længere

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg nogensinde selv får børn, så skal de tvangsindlægges til højtlæsning af Mumi med efterfølgende snakke om, hvad de tænker om, og hvordan de forstår Mumitroldenes eventyr. Der er så meget lærdom i de mystiske væseners tanker og oplevelser, men de forfalder aldrig til at blive belærende.

Det har altid undret mig, at de dramatiske højdepunkter i ens liv så tit bliver ødelagt af ganske almindelige, nærmest ringeagtende bemærkninger. Selv om de ikke just kommer af ond vilje, tyder de i hvert fald på stor tankeløshed.

Allerede nu er jeg afsindigt nysgerrig efter at høre, hvad børn har at sige om de gamle Mumihistorier, så hvis der sidder en læser derude, som har ’afprøvet’ de originale historier på sit barn, så smid gerne en kommentar om, hvilken oplevelse dit barn havde med historierne, så min nysgerrighed kan mættes.

PS: De taler virkelig meget om kaffe og bliver ret vrede, hvis kaffen af en eller anden årsag er utilgængelig. Det er i sig selv nok til, at jeg kan identificere mig med en Mumitrold. ;) Og med mine 156 centimeter glædes jeg naturligvis også over at andre anerkender, at

Man kan være meget modig, selv om man er lille
- Mumifar

PPS: Hvis du tror Mumi er stor i Norden, så skulle du næsten smutte en tur til Japan. Den nordiske begejstring er absolut ingenting i forhold til den japanske. Som den flittige bloglæser måske kan huske, var jeg på praktikophold i Japan i efteråret 2016, og det var selvfølgelig her jeg fandt ud fandt af, at Mumi formentlig er den mest højtelskede figur i Japan – Mumi er jo indbegrebet af Kawaii-kulturen, som kort fortalt er en japansk kultur, hvor det nuttede er det centrale. Der findes både caféer og butikker dedikeret til Mumis univers, der kan købes Mumi-merchandise og Mumi-boligartikler allevegne. Derudover har de en lille Mumidal i en af Tokyos forstæder, der har været Mumi-ballet i kulturhuset, Bunkamura, og alle – både børn og voksne – iklæder sig gerne tøj og assecories med de små trolde og deres venner. Det skal også nævnes, at ethvert bageri med respekt for sig selv har en eller anden form for Mumi-kage. Den mest vellykkede jeg har fået må enten være en sprød hatifnat eller en mumrik med chokoladefyld. Lille My var (selvfølgelig) fyldt med sød, rød bønnepasta, den var nu også udmærket.
Du kan booke din flybillet her. 😜