fredag den 28. april 2017

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

 
Jeg fik tilsendt mit eksemplar af Politikens Forlag, men bogen kan købes til DKK 180,- lige her.

Titel: Sommergræs, vinterorm
Forfatter: Mette Sø
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 215
Forlag: Politikens Forlag

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes.”

På symbolsk vis indledes Sommergræs, vinterorm med Billis makabre mord på sølvfisken, Kokos. Hun beskriver, hvordan hun skrubbede staklen ihjel til den blev revet i tusind stykker og vi skal ikke langt ind i historien for at forstå, at den stakkels sølvfisk er billedet på Billis indre.
Barnet Billi er ikke længere et barn, og voksenlivet rammer hårdt med al den sorg og smerte, det nu engang kan indebære. Først dør hendes far efter et længere sygdomsforløb, så forlader hendes kæreste hende uden at efterlade sig andet end en gammel grim kuvert med et bundt pengesedler og et stykke sammenfoldet papir med ordene;

Jeg har det dårligt. Jeg har lyst til noget andet.
Jeg har lyst til at have lyst til noget igen.
Her er, hvad jeg skylder dig. Farvel, min ven.

Og for at toppe muligheden for at mærke, at hun trods alt stadig lever, får hun et sidste slag, da hendes arbejdsplads, Karlsens Kuverter, lukker ned af årsager, som ejeren – hendes meget tætte (pap)bror – ikke har indviet hende i. Lukningen gør ikke alene ondt, fordi det er Billis arbejdsplads, men også fordi hun føler sig svigtet af sin (pap)bror, som ellers altid er hendes medsammensvorne.

Han er min rod. Peberrod, kvadratrod, spidsrod, røvslangerøvrod. Bror-rod.

Her står Billi alene og forladt uden job, tryghed og den far, som hun sædvanligvis læner sig op ad, når livet er på tværs. De mange tab sender Billi på en lang rejse. Hun starter i Finland, drager videre til Grækenland og ender i Rumænien, hvor hun møder mennesker og kulturforskelle, som sætter gang i hendes tanker.
Sideløbende med refleksioner over eget tab og ulykke oplever hun også verdens (elendige) forfatning fra forskellige vinkler. Hun stiller store spørgsmål til menneskers behandling af hinanden, egen eksistens og den støt stigende digitalisering. Læserens egne refleksioner igangsættes af de mange tankebrudstykker, som for eksempel da hun ”desværre” ikke kan undvære en mønt til en tigger;

Normalt giver jeg ikke penge til tiggere, de får kontanthjælp, tænker jeg, samfundet tager sig af dem, og jeg siger altid desværre, når jeg bliver spurgt, om jeg har lidt mønt, jeg kan undvære.

Jeg tror, langt de fleste enten kan genkende sig selv eller en af deres nærmeste i den ikke-handling, Billi beskriver, når hun siger ”desværre” til tiggerens anmodning, og jeg læser hendes tanker om, at samfundet ”tager sig af dem” som en sarkastisk kommentar eller måske endda kritik, for man kan jo spørge sig selv, om tiggere overhovedet ville have et behov for at tigge, hvis de boede i et samfund der tog ”sig af dem”. Hendes syn på en bristet verden afspejler hendes eget indre, når hun fortæller os, at …

Alt er gået i stykker. Alle er gået i stykker.
Verden er gået i stykker.

Men til trods for denne forståelse af verden, er der heldigvis et håb at spore, når hun beskriver:

Og jeg bliver i tvivl om, hvad et menneske er, hvad et menneske indeholder. Ikke indhold som i hjerte, tarme, blod. Indhold som det smukke, det store, det gode. Alle mennesker vil det gode. Alle gør deres bedste i øjeblikket. Det ved jeg. Eller. Jeg tror på det helt ind i mine knogler.

Den slags overvejelser gør fortælleren sig mange af, og trods en oplevelse af engang imellem at blive lidt ”tabt” i de mange fortællinger mellem linjerne, opvejede dem jeg fik fat i på mange måder. Da Billi er i Grækenland får hun øjnene op for, hvor slemt det står til for landets befolkning, og hun får dårlig samvittighed over egen ”lille” krise, hvortil en restaurantejer fortæller hende, at …

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes.”

og citatet er bare ét blandt utallige eksempler på, hvordan læseren tvinges til refleksion, og det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke kunne nøjes med at læse Sommergræs, vinterorm lige inden sengetid; der står så meget mellem linjerne, at den kræver en læser, der er nogenlunde skarp i hovedet, hvis ikke den skal miste sin essens.
Der er ingen tvivl om, at Billis nære forhold til sin far og (pap)bror, havde umådeligt stor indflydelse på min læseoplevelse, fordi jeg ikke selv kan forestille mig en verden uden min far – min klippe, og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig svigt fra min egen bror – min rod. Dét faktum tilsat forfatterens betydelige talent for det skrevne ord, tilførte læsningen en nuanceret dybde, og efterlod mig med klump i halsen og tårer i øjenkrogen.


PS: Titlen er velovervejet og gennemtænkt, og forfatteren beskriver titelvalget således:
'Sommergræs, vinterorm' er navnet på en bhutansk larve, der er blevet mumificeret af svampesporer. Kineserne spiser dem som elskovsmiddel. Det giver velstand til de marginaliserede bhutanske nomader som indsamler svampelarverne. De bedste larver kan sælges for op mod en halv million kroner per kilo. Pengene får nomaderne til at opgive deres kultur, de sælger yakokserne og flytter ind til storbyen. Og ved ikke rigtig, hvad de skal lave i deres nye huse. De er jo nomader.

Jeg kan godt forstå, at kineserne vil elske mere. Jeg kan også godt forstå, at nomaderne vil have bedre levevilkår. Mennesket stræber. Efter mere, bedre, længere, nemmere. Men for hvert problem vores stræben løser, skaber vi et nyt et andet sted. For os selv eller for en anden. Svampejægernes heste spiser det græs som det sjældne Himalaya blåfår skal leve af. Udvikling og afvikling hænger sammen. Alt er forbundet.

Et af de temaer som romanen berører, er digitaliseringen, som vil skabe fundamentale ændringer i vores samfund. Få vil blive meget rigere, langt flere vil blive meget fattigere. Og det er kun ét af mange problemer, vi står overfor i Europa lige nu. Problemer vi selv har skabt. For at få mere, bedre, længere og nemmere. Måske kuldsejler vi. Måske bliver præcis det svaret på andres stræben. Måske er det vores tur til at være blåfåret.
  



lørdag den 22. april 2017

Det Store Bogshow 2017


Aftenens program

I går blev Det Store Bogshow afholdt på Magasinet i Odense. Bogshowet er blevet til efter mange års hårdt arbejde fra de dygtige og litteraturentusiastiske mennesker på OdenseBibliotekerne, for hvem det er lykkes at skabe et samarbejde med Ugeavisen Odense, TV2-Fyn og Kjærs Bøger og fynske forlag*.

Aftenens program bød indledningsvis på forskellige små pindemadder – den opmærksomme (eller madglade?) observatør bed selvfølgelig mærke i de mange måder, der var anvendt Fynsk rygeost (haps!), og med sulten tilfredsstillet, kunne showet begynde.

MAD!


Showet startede med en velkomst, præsentation af programmet og et interview/forfattersnak med Vibeke Marx og Morten Vittrup, som er aktuelle med henholdsvis ”Havhesten” og “Argentineren der kom sejlende på encedertræsplanke”. De to blev interviewet af Jan Johansen fra Odense Bibliotekerne, og deres snak var både spændende og indsigtsfuld – og det gav en god dynamik, når den debuterende forfatter reflekterede over hvor mange og hvilke bøger, der lå i vente og den garvede forfatter reflekterede over de mange (50!) værker, der er skrevet.

De tre konferencierer fra Odense Bibliotekerne og Vittrup og Marx i stolene.


Efterfølgende blev Årets Læser-prisen overrakt, og den gik til en ung kvinde, som læste 69 bøger i 2016. Der er ingen tvivl om, at vinderen er en entusiastisk og passioneret læser, men jeg synes, det store fokus på hvor mange bøger og hvor mange sider, der var blevet læst, var lidt ærgerligt. I mine øjne kan en god læser lige såvel læse en enkelt eller to bøger om året. Og jeg havde egentlig foretrukket, at der i stedet var lagt vægt på vinderens store begejstring og ikke kvantitativ målbarhed. Men det er jo bare min holdning. Uanset, var det velfortjent, og jeg tror, hun har kværnet sin præmie i løbet af næste uge (omkring 20 bøger, vil jeg tro). ;) 

Dernæst fortalte de Fynske forlag om hvilke bøger, de udgiver og det lød som om de alle er på jagt efter forfatterspirer, så tøv ikke med kontakt! I modsætning til de store forlag, ser de også gerne på dit ufærdige materiale eller tager en løs snak om dine ideer.

Herefter stod den på bogsnak mellem By- og Kulturrådmand, Jane Jegind og forfatter og politiker, Anders W. Berthelsen – snakken blev modereret af Signe Ryge, som med sin indledningsvise anekdote skabte rum for litterære indrømmelser. Med et glimt i øjet beskrev hun, at hendes: ”begær efter bøger, var så stort, at det startede en kriminel løbebane”. Da Signe Ryge gik i 6. klasse, ville hun enormt gerne læse skolebibliotekets 7. klasse-hylde, hvor de slibrige sager om krop og sex hørte hjemme. Det ville skolebibliotekaren imidlertid ikke gå med til og en dag, da selvsamme bibliotekar mødte på arbejde, var alle bøgerne væk. Den lille Signe havde altså valgt at stjæle de spændende bøger, men da presset blev tilpas stort, gravede hun dem alle ned i familiens have, og ved ikke, om de stadig ligger i den jyske muld.

Forhal og sal


Afslutningsvis var forfattersamtalen mellem Leif Davidsen og Mich Vraa, som blev administreret af litteraturkonsulent, Michael Linde Larsen, og det var (for mig) her aftenen for alvor peakede! De to herrer forstår virkelig at underholde og deres dynamik var helt fantastisk! Jeg skal altså have læst Haabet – især efter at have hørt Mich Vraa live, hvis han kan underholde og fænge bare halvt så godt i sin bog, som han gør det live, jamen så må det være den bedste læsning længe. Af sjove og interessante anekdoter kan det fortælles, at Mich Vraa mener, at hans oversættelser af Dan Brown er bedre end originalerne, at han skriver sine bøger bedst i kaos med larmende teenagere, en miavende kat og rod overalt og at han faktisk debuterede med egen bog for mange år siden, men priser sig lykkelig over, at alle tilsyneladende har glemt, hvad han selv beskriver som ”elendigt”.  
Leif Davidsen havde ligeledes mange sjove anekdoter, han skriver også gerne i kaos og for ham, er lufthavne især forbundet med produktivt skriveri. Da han bliver spurgt, om han snart går på pension fortæller han, at han har kæmpet en hård kamp for at få udsat sin folkepension, hvilket var langt mere krævende end at få visum til sit researcharbejde i Rusland. Leif Davidsen, som er fra Bogense, kan i øvrigt forvente at få rejst en statue af sig selv, hvilket var til stor morskab for Mich Vraa.
De to forfattere lavede meget sjov med hinanden og skabte latter, løssluppen stemning og en rigtig god afslutning på showet.

Mich Vraa, Leif Davidsen og Michael Linde Larsen

 

Vi ses næste år, Store Bogshow!



-------------------------------------
*De repræsenterede forlag var:



tirsdag den 18. april 2017

Det Store Bogshow 2017



Fredag aften er det med at finde festhumøret og den boglige begejstring frem, når Odense Bibliotekerne i samarbejde med TV2 og mange andre åbner dørene for en litterær gallafest på Magasinet. Programmet er spækket med store forfattere med tilknytning til Fyn; heriblandt Mich Vraa, Leif Davidsen og Vibeke Marx. 

Ses vi?


søndag den 16. april 2017

De dage med dig af Julie Badura

Jeg var så priviligeret, at jeg blev spurgt af Julie Badura (jeg bliver altså altid lidt star strucked, når forfatterne tager kontakt!), om jeg ville læse hendes bog, hvis du også har fået lyst til at læse den, kan den købes for omkring DKK 200,- bl.a. her.

Titel: De dage med dig
Forfatter: Julie Badura
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 186
Forlag: People’s Press


Det er udefinérbart, flygtigt. En uro der tester min dømmekraft. Den slags uro der får mine hænder til at svede på ulogiske tidspunkter.

Det var ikke overraskende, da Google fortalte mig, at Julie Badura til hverdag arbejder som tekstforfatter og klummeskribent. Mage til gennemarbejdet sprog skal man altså lede længe efter, og når man så finder det, kan forfatteren næsten slippe afsted med hvad som helst, fordi læsningen bare er gennemført lækker. De dage med dig hører til et af de sjældne fund; jeg mærkede ordene smyge sig om mig som et luftigt silketæppe og for en stund, var jeg en del af en stormende forelskelse og altopslugende kærlighed.

”Jeg elsker det glansbillede, jeg ser.

Et billede af min fortid, min fremtid, vores tid sammen. Vores nutid. Jeg kan næsten ikke forstå, at det er mit billede. Jeg skal huske at være taknemmelig.”

I De dage med dig er vi en del af vores fortællers inderste, og vi følger hende, da hun overmandes af en hæsblæsende rutschebanetur af en forelskelse. Hun møder manden, som synes at fuldende hende og hun fuldender ham, og i en form for biologisk mekanisme sammensmelter deres kroppe og gør dem til en helhed. Men med frygt og usikkerhed i bagagen varer deres fjerlette forelskelse ikke ved, og forholdet kan beskrives med den gamle talemåde ”’ét skridt frem og to tilbage”, og pludselig står hovedpersonen ansigt til ansigt med livet uden for den turbulente forelskelse.
Den lille bog er delt op tre afsnit; 1)”Os to”, hvor den stormende forelskelse opstår, og det eneste i verden er et ”du” og et ”jeg”. 2) ”Uden dig”, hvor livet uden ham skal forsøges at leves i sin melankolske og sorgfulde tilstand”. Og 3) Tilbage”, hvor han igen vender tilbage i hendes liv og de forsøger at genfinde det, der var engang.
Bogen berører de mange måder et menneske kan være i sine følelsers vold på; hvordan vi kan vælge at afvise for ikke at miste, hvordan vi søger efter det flygtige øjeblik, der var engang, men som aldrig kan genskabes, og hvordan vi sommetider handler på tværs af det, hjertet skriger til os, det ønsker.

På de få sider nåede jeg at føle så meget, at jeg til sidst mærkede sårbarheden ramme og jeg nød den intense læsning af små perler af poesi. De dage med dig sætter barren højt og skaber store forventninger til den debuterende forfatters næste værk. Av mit hjerte.