søndag den 18. februar 2018

Vinderen af 'Dødevaskeren'

Vinderen af Sara Omars roman 'Dødevaskeren' blev Henriette, som deltog på Facebook og har haft en rørende læseoplevelse med 'Et lille liv' af Hanya Yanagihara. Tak til Politikens Forlag for at sponsorere præmien og tusind tak til alle, der deltog og endnu engang udvidede min kilometerlange læseliste. 

Til de nysgerrige og dem, der hungrer efter rørende litteratur, kan jeg fortælle, at 'Et lille liv' var den helt store vinder hos jer, og når I skal bevæges, er det særligt følgende titler, der virker: 

  • Et lille liv af Hanya Yanagihara
  • Den, der lever stille af Leonora Christina Skov
  • Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead.
  • Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage af Naja Marie Aidt
  • Hun bad selv om det af Louise O'Neill
  • I får ikke mit had af Antoine Leiris


torsdag den 15. februar 2018

Boganmeldelse: Pigen på tårehavet af Pernille Brun Andersen

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men den fine billedbog kan købes hos williamdam.dk til DKK 152,- lige her.
Titel: Pigen på tårehavet
Forfatter: Pernille Brun Andersen
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 48
Forlag: Eksistensen

Når der foregår alt for meget inde i os, er det ikke altid, vi har ord, der kan rumme det hele. Pigen på tårehavet er ikke kun til børn i sorg, den er også en miniguide til de voksne, som må huske at have tålmodighed med det barn, der arbejder bedst med stilheden.
En lille vred pige vil ikke til stranden i morgen, hun gider ikke spise, og hun vil ikke have flere ærter. Hun vil bare have sin far, og mor skal holde op med at stille alle de spørgsmål. Pigen rejser sig fra bordet, smækker med døren, pakker sin taske og går i gang med at bygge det skib, der skal sejle hende rundt på tårehavet i sin søgen efter sin far. Hun har taget et kort med, men far er ikke nem at finde, og undervejs må hun slås med mørke sorg- og tårevæsener, mens hun mindes den far, der var. Da det går op for pigen, at sorgen er ked af det, stopper hun med at bekæmpe den og omfavner den i stedet. Til sidst sejler hun hjem til mor, som sidder klar med et kram og endelig får de to sammen forløsning for deres sorg over den, de har mistet.


Pigen på tårehavet er en stærk og næsten ordløs fortælling om den sorg, der kan være så svær at sætte ord på. Kun 11 sætninger er der brugt til at fortælle pigens historie, og egentlig fandt jeg de sidste fire overflødige for fortællingen, hvis styrke utvivlsomt er den stærke billedside. Historien udtrykkes altså primært via bogens kraftfulde illustrationer, som tydeligt demonstrerer, hvilken kunstnerisk sjæl, der er gemt i forfatteren. Det kunstneriske talent kommer ikke blot til udtryk rent æstetisk, men også i de mange lag, fortællingen har. Siderne kan udforskes længe og jeg selv opdagede hele tiden nye gemte detaljer, som bidrog til yderligere tolkning af den lille piges sorgproces. Det er selvfølgelig oplagt at læse bogen med børn i sorg, men jeg kan faktisk kun se fordele i også at læse den allerede inden sorgen rammer. Fortællingen kan være med til at give børn en forståelse for andres sorg og måske ruste dem bedre, når de engang selv rammes af en sorg, som ikke helt kan beskrives med ord. Udover at være en bog til børnene, så er den faktisk også en vigtig påmindelse til de voksne: Voksne har det med at tvinge børn til at tale om deres sorg, og selvom det kan være sundt at sætte ord på sine følelser, så får forfatteren så fint illustreret vigtigheden i at vente, til barnet selv er klar. En flot debut, som gav mig associationer til storsuccesen Barn af bøger.



onsdag den 14. februar 2018

GIVEAWAY: Vind 'Dødevaskeren' af Sara Omar

Sara Omars bog Dødevaskeren rørte mig så dybt, at jeg simpelthen er nødt til at dele læseoplevelsen med en heldig vinder.

Derfor kan du vinde et eksemplar ved at:

🔸   ‘Synes godt om’ Book me up, Scotty! på Facebook lige her
🔸   Skrive titlen på en rørende læseoplevelse, du har haft i en kommentar herunder.


Du kan også deltage på Facebook og Instagram. Vinderen trækkes på søndag. 

Held og lykke og rigtig god dag. 🍀✨ 

Denne konkurrence er ikke forbundet med Facebook eller Instagram. Dansk bopæl er en forudsætning for at deltage.

tirsdag den 13. februar 2018

Boganmeldelse: Dødevaskeren af Sara Omar

Jeg modtog bogen som en overraskelse fra Politikens Forlag. Saxo sælger den til DKK 150,- lige her.
Titel: Dødevaskeren
Forfatter: Sara Omar
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 321
Forlag: Politikens Forlag

Mit hjerte græder for Sara Omar og alle andre mennesker verden over, som udsættes for horrible overgreb, når religion misbruges til at skabe hierarki og retfærdiggøre drab og lemlæstelse. Dødevaskeren er bevægende og grusom læsning, som vil røre selv den koldeste kyniker.
I 2016 indlægges en ung kvinde på Skejby Hospital i Danmark. Hun er omtumlet, tydeligt traumatiseret og hendes tilstand er ét stort smertehelvede. Hun er fyldt med angst, og selvom hun er desorienteret, er hun alligevel alert og bevidst om sine omgivelser og om den fare, hun stadig befinder sig i. Vi springer fra dansk nutid direkte over til det, der synes at være en helt anden verden. For i 1986 bliver Frmesk født i et skurlignende hus under en heftig storm i Zamwa, Kurdistan. Hun kommer til verden til den messende lyd af en sura fra koranen, som mumles på skift af familiens kvinder. Alle håber at se en dreng – den ene halvdels håb er baseret på den fare et eventuelt pigeliv uundgåeligt vil være i, og den anden halvdels håb er baseret på det velkendte faktum, at kun en dreng er et “tilfredst syn”. Frmesk skuffer derfor lige fra første dag, hun sætter sine ben i verden. Hun er kun en pige – “De uværdige kvinders afkom”. Alligevel er hun elsket af sin mor, mormor og morfar, men hendes far, som udøver vold over for alle i familien, bliver voldsommere efter fødslen, og det bærer kun brænde til bålet, at Frmesk tilmed har en hvid plet i sit hår. Da hun stadig er ganske spæd foreslår mormoren derfor, at hun flytter hjem til dem, så hun ikke er i konstant fare. Frmesk vokser derfor op i troen på, at bedsteforældrene er mor og far. Bedsteforældrenes hjem bærer præg af kærlighed og respekt og er på alle måder modsætningen til det hjem, Frmesk kommer fra. Mormoren er dødevasker, og det betyder, at hun vasker de døde, hvis familier ikke selv vil vaske dem. Det er oftest kvinder, som har måtte lade livet, fordi de har (eller fordi det rygtes, at de har) krænket familiens ære. At være dødevasker er selvsagt et hverv, der ses ned på, men mormoren kan ikke bære, at nogen skal gå urene og maltrakterede i graven. Morfaren er en filosofisk anarkist med et stort hjemmebibliotek, men de færreste billiger hans tendens til at søge viden i urene bøger, når alt det, man skal vide om verden, står skrevet i koranen. Hvordan vi havner i Danmark i 2016, står ikke helt klart, men læseren kan selvfølgelig gisne om en farefuld flugt fra et land i krig.

Dødevaskeren er en hurtigt læst roman, både fordi den er simpelt fortalt, men også fordi den er opslugende fra side et. Som det oftest er med bøger af denne art, opstår spørgsmålet om fiktion vs. erindring, og selvom Sara Omar har været åben omkring sin brug af egne oplevelser, var jeg nødt til at læse den som ren fiktion. Det kræver selvfølgelig en forklaring, og den kommer her: Beskrivelserne af de voldelige overgreb er så grusomme og levende fortalt, at de ville hjemsøge mig for evigt (og det kommer de måske nok også til alligevel), hvis ikke jeg kunne afskrive det det som fantasi og dermed skabe en distance. Og nu da bogen er læst, græder mit hjerte for Sara Omar og alle andre mennesker verden over, som udsættes for horrible overgreb, når religion misbruges til at skabe fastlåst hierarki og retfærdiggøre lemlæstelse og drab. Jeg vil ikke begynde at fremhæve sproget eller kompositionen som noget særligt, for det synes jeg egentlig ikke det er, MEN – og det er et stort men! Jeg er rørt i så høj en grad, at jeg næsten ryster, mens jeg skriver, og så kan sprog og andre ”udvendigheder” sådan set være fuldstændig ligegyldigt. Der er ingen tvivl, Dødevaskeren er bevægende og grusom læsning, som vil røre selv den koldeste kyniker, og jeg kan kun anbefale, at enhver skynder sig ud og får fat i et eksemplar.




søndag den 11. februar 2018

Seks anbefalinger til vinterlæsningen

Alle bøger bortset fra Sne er modtaget som anmeldereksemplarer.
Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre end at krybe under et uldent tæppe med en varm kop kaffe og en god bog, når det er mørkt og koldt udenfor. Men det er også vigtigt for mig, at bogen matcher mit vintersind, hvis jeg skal skabe den helt rigtige vinterhyggestemning (lækkert ord, hva’?). Derfor har jeg samlet nogle af de bøger, der særligt har kunne bidrage til hyggelige vinterstunder hos mig. Fælles for dem er, at de alle har formået at skabe en stemning og vækket en særlig følelse under læsningen. Nogle har budt på bidende og intens vinterkulde, andre har skabt magiske stunder eller lagt sig som tunge tæpper af melankoli. God fornøjelse!


Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Alt det lys vi ikke ser er en historisk roman, som er et oplagt valg til læseren, som trænger til at svæve på skyer af smukke formuleringer.
11-årige Marie-Laure bor i Paris med sin far, da byen besættes af nazister. Sammen flygter de til Saint-Malo, hvor de gemmer sig hendes onkels afsidesliggende hus. I Tyskland bor den forældreløse Werner, som bliver hvervet til Hitlerjugend, fordi han har talent for at bygge og reparere radioer. Denne tekniske evne skal bruges til at opspore modstandsfolk, og inden længe befinder Werner sig i Saint-Malo.
Romanen er fyldt med referencer til Jules Vernes klassikere, som på elegant vis flettes ind i fortællingen og giver den et ekstra strejf af magi. Det er en helt særlig smuk, sansende og eventyragtig fortælling, og den rummer uden tvivl noget af det smukkeste sprog, jeg nogensinde har læst. Den må være svaret på den perfekte vinterbog! 
Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.


(digte udvalgt af Olga Ravn)

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø er til den samfundskritiske læser, som nyder at dykke ned i en tilstand af melankoli og nærer stor kærlighed til poesien. Vinter kalder på melankoli, og jeg tør godt kalde Tove Ditlevsen for melankoliens mester. I Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, har Olga Ravn udvalgt de digte, der særligt understreger det modsætningsfyldte forhold, der er mellem kvindens bør og gør. Samlingen er perfekt til en våd og kold eftermiddag, hvor de daglige gøremål tilsidesættes og de mange ”jeg burde” ignoreres, så melankolien kan dyrkes og nydes under tæppet.
Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.


De dage med dig af Julie Badura

De dage med dig er både en klassisk ulykkelig kærlighedshistorie, men også en moderne fortælling om frygten for at give sig hen og lade sig omslutte af en altoverskyggende forelskelse.
Vi er med, når vores hovedperson overmandes af en hæsblæsende rutschebanetur af en forelskelse. Hun møder manden, som synes at fuldende hende og i en form for biologisk mekanisme, sammensmelter deres kroppe og gør dem til en helhed. Men med frygt og usikkerhed i bagagen varer deres fjerlette forelskelse ikke ved, og pludselig står hovedpersonen ansigt til ansigt med livet uden for den turbulente forelskelse. Den lille bog er hurtigt læst, men stemningen bliver i kroppen længe efter og kulden fra bænken i Frederiksberg Have er svær at ryste af sig igen.
Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.


Hjemve af Louise Kringelbach

Hjemve er en fortælling om det senmoderne menneskes længsel og søgen efter ro og stabilitet. Romanen er oplagt til den refleksive læser, som søger svar på eksistentielle spørgsmål i litteraturen.
Hovedpersonen, Anne, lever en kaotisk tilværelse i München. Hun er indstillet på at leve i nuet, glemme alt om fortiden og ikke bekymre sig om fremtiden. Da hun en dag modtager meddelelsen om, at hendes bror i Danmark er forsvundet, indleder hun
sin søgen, ikke blot efter sin bror, men også efter sig selv, og rejsen tilbage til Danmark tvinger hende til at se den fortid i øjnene, som hun i mange år er flygtet fra.
Hjemve er historien om at længes, det er beskrivelsen af det senmoderne menneskes konstante søgen efter liv, efter svar, efter ro, efter at finde hjem og finde sig selv.
Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.


Sne af Orhan Pamuk

Sne er en oplagt vinterroman. Den kræver god tid, lægger op til refleksion og kræver lidt ekstra af sin læser.
Digteren Ka vender hjem til sin mors begravelse i Tyrkiet efter at have levet i eksil Tyskland i tolv år. I byen Kars er kommunalvalget i gang, og Ka indvilliger i at rapportere derfra. Romanen udspilles over få dage, og det vedvarende snevejr får både stor betydning for bogens stemning og for historiens udvikling. Det er ikke en bog for alle, da den kan synes tung og ’langsom’, men den er perfekt til den klassiske litterat eller litteraturelsker, som trænger til at lade sig dække af melankolske snedynger.


Svøm med dem som drukner af Lars Mytting


Svøm med dem som drukner er en klassisk og solid slægtsroman, hvor hovedpersonen forsøger at løse det mysterium, som er årsagen til fortielser i en ellers traditionsbunden familie. 
Vi følger vores hovedperson, Edvard, i sin jagt efter svar på fortidens mysterier. Edvards (norske) forældre bliver dræbt i en skov i Frankrig, da han er ganske lille, og han vokser derfor op på bedsteforældrenes gård. Da hans bedstefar dør forstærkes trangen til at finde ud af, hvad der skete dengang i Frankrig. Romanen er spækket med detaljerede beskrivelser af frostklare nætter og vild natur, som gør den til en vaskeægte vinterfortælling.
Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.

Hvilke bøger kan du særligt anbefale til vinterlæsningen?