tirsdag den 22. maj 2018

4000 FØLGERE GIVEAWAY - Kapitel 3

Så blev det tid til konkurrencens tredje kapitel. I denne uge er det Turbine, der står for fire store læseoplevelser, som skal gives til én heldig følger på Instagram.



Konkurrencen foregår kun på Instagram
så hop over og vær med! ☺


mandag den 21. maj 2018

Boganmeldelse: Hvad køer ved om livet af Rosamund Young

Jeg fik bogen tilsendt som et anmeldereksemplar fra forlaget. Den kan købes til DKK 152,- hos Bogreolen lige her.

Titel: Hvad køer ved om livet
Forfatter: Rosamund Young
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 160
Forlag: Don Max

Hvad køer ved om livet er både en slægtshistorie for gårdens køer, gårdens egen historie og et indblik i køer og andre dyrs mentalitet. Det er kun passende for familiens tilgang til deres dyr, at dyrenes historie berettes på lige fod med gårdens.

Rosamund Young driver Kite’s Nest Farm i Gloucestershire i England. Gården er kendt for at producere bæredygtige fødevarer, og den drives ud fra grundprincipper om god dyrevelfærd – og mere til. Hendes forældre startede som selvstændige landmænd på Kite’s Nest Farm I 1953, og her begav de sig ud i at drive et økologisk landbrug, før begrebet ’økologi’ overhovedet var opfundet.
Young indleder bogen med at problematisere tendensen til at anfægte produktionsdyrs individualitet. Hun fortæller, at intelligensniveau og præferencer hos en flok køer er lige så varieret som i en skoleklasse og andre menneskegrupper. Når man har forsøgt at måle på køers intelligens, har det ofte været med et menneskeligt – og for en ko ubrugeligt – teoretisk udgangspunkt fremfor en praktisk intelligens, som koen rent faktisk kan drage nytte af. Det betyder at udfaldet som oftest har været, at køer er dumme, og troen på at dyret alligevel ikke ved, hvad der foregår, gør det selvfølgelig langt lettere at behandle det som intet mere end et produktionsapparat. Det er ikke kun køernes intelligens, Young kommer omkring. Det er også deres sociale samvær, deres evne til at knytte bånd og drage omsorg for hinanden. Vi lærer, hvordan de kommunikerer på forskellig vis og om deres evne til at huske og genkende. Hun tilbyder kun få videnskabelige forklaringer, men bruger i stedet egne erfaringer og konkrete eksempler fra livet på gården til at bakke op om hendes teser omkring køers indre liv. De få konkrete fakta rammer dog som en knytnæve, når hun trækker på undersøgelser, der har kunne påvise indskrænkning af køers hjernekapacitet på baggrund af pladsmangel og forkert foder. Her inddrager hun også høns og unaturlig krigsopførsel dyr imellem, som ifølge Young opstår, når dyrene ikke får deres mest basale behov dækket, såsom fri bevægelse, sult, søvn og tryghed.
Undervejs glemmer læseren næsten, at det er køer, der er hovedpersonerne i Youngs fortællinger, for hun beskriver deres individualitet som værende lige så forskellig og kompleks som menneskers. Hos Kite’s Nest har de intelligente køer, dovne køer, stædige køer, generte køer, udadvendte køer og alle de andre egenskaber, man sædvanligvis knytter til en menneskelig personlighed. Men Young beskriver samtidig også, hvordan alle disse karaktertræk går tabt, hvis ikke køer får lov til at udfolde sig og udvikle deres egen unikke personlighed.
Bogen er oprindeligt fra 2003, men i løbet af 2017-18 er den blevet genudgivet på over 20 sprog, og det er ikke svært at se hvorfor. Den lille bog taler direkte ind i en tid, hvor begreber som dyrevelfærd, bæredygtighed, økologi og miljøbevidsthed er i så høj kurs, at selv discountbutikker og tøjkæder har måtte tage dem til for at beholde deres kunder.
Det er en fin lille bog, og der er mange gode fortællinger, men jeg nåede også til at punkt, hvor jeg var lidt mættet i de mange historier fra Kite’s Nest. Jeg savnede lidt mere videnskabelig opbakning og konkrete fakta, men jeg anerkender samtidig også, at det netop er narrativet, der gør den lille bog til noget ganske særligt. Den er både vedkommende og tankevækkende og introduktionen burde være pligtlæsning for enhver.



fredag den 18. maj 2018

Mette, Murakami og Mordet på kommandanten



I torsdags satte jeg kursen mod København, fordi Forlaget Klim havde arrangeret en aften i selskab med Mette Holm i Thiemers Magasin i anledning af, at Mordet på kommandanten udkommer d. 24. maj.

Hardboiled Wonderland og Verdens Ende og beundringsværdigt oversættelsesarbejde
Mette Holm oversætter Haruki Murakamis bøger til dansk, og for mit eget vedkommende er hun både en kilde til inspiration og et stort forbillede. Som jeg også skrev på Instagram lige her, finder jeg Mettes tilgang til oversættelsesarbejdet beundringsværdigt – hun kan bruge dage på at finde det rette ord, og enhver dansk Murakami-læser vil kunne bekræfte, at det kan mærkes i læsningen.
Jeg kan af gode grunde ikke læse Murakami på originalsproget, men når nedenstående er resultatet af oversættelsen, så kan jeg altså ikke bede om mere. Smukkere sprog skal man lede længe efter, og jeg er ikke sikker på, at det findes.

“Men her om efteråret ligger dyrene roligt hver for sig og lader deres lange, gyldne pels stråle i aftensolen. Ubevægelige som statuer fæstnet til jorden ligger de med strakt hals og venter på, at dagens sidste lys skal blive opslugt af æblelundens grønne hav. Snart går solen ned, og skumringens blå skær lægger sig over deres kroppe. De sænker hovederne, lader de hvide horn hvile mod jorden og lukker øjnene.
Og således slutter dagen i byen.”

Citatet er fra en af mine favoritter, Hardboiled Wonderland ogVerdens Ende, som både Mette og mange af de inviterede også fik afsløret som en af deres store favoritter.


Dreaming Murakami og japanske tilstande
Mette fortalte levende om sit oversættelsesarbejde, om mødet med Murakami og om filmen Dreaming Murakami (kan ses gratis på Filmstriben her), som hun oprindeligt sagde nej til at medvirke i. Hun fortalte om at være et privat menneske, som pludselig havde et kamerahold stående i sit soveværelse, og hun fik også afsløret, at hun endnu ikke har fortalt Murakami om filmen, da hun er i tvivl om hans reaktion. Jeg er sikker på, at Murakami er et rart menneske, men i Japan er der bare mange procedurer og forskrifter, så en løftet pegefinger er slet ikke utænkeligt. Jeg værdsatte særligt de små indblik i japanske (eller murakamiske) tilgange, hvor man for eksempel ikke udleverer bøger til oversættelse på elektroniske filer, men udelukkende manuelt. For oversætterne betyder det egentlig bare, at oversættelsen tager bliver mere tidskrævende, fordi det enkelte ord skal skrives og slås op manuelt. Jeg husker selv, hvordan jeg under mit ophold i Japan tænkte over, at det var sært at et land, som var så langt fremme teknologisk ikke digitaliserede noget som helst – ingen betalingskort og ingen statslige onlinetjenester – til gengæld kunne man på den måde holde størstedelen af befolkningen i beskæftigelse.
Både Mette og Camilla fra Klim kunne også fortælle om, hvordan Murakami altid er med på sidelinjen, når han for eksempel skal godkende de danske omslag (han godkender omslag for hvert eneste land, han udgives i). Han afviste bl.a. udspillet til Hør vinden synge & Flipperspil 1973, og han har generelt ret stærke holdninger til, hvordan en god forside ser ud.




Mette og jeg får en snak om kimonoer. 
Jeg ved simpelhen ikke, hvad der foregår her.
Men billedet illustrerer aftenens stemning meget fint.
Trækopfuglens krønike og slettede kapitler
Trækopfuglens krønike var Mettes første Murakami-oversættelse, og den danske oversættelse er faktiske den eneste i fuld længde. Det skyldes, at alle andre oversættelser er oversat fra engelsk, hvor man har valgt at fjerne 4½ kapitel (ja, I kan nok forestille jer bogbloggernes forbavselse!) simpelthen fordi, man mente, den var for lang. Jeg kan næsten ikke skrive det her, så stort et overgreb føler jeg, det er, men hvis I googler “The Wind-up Bird Chronicle missing chapters” kommer der massevis af spændende, men også ret sørgelig læsning frem (advarsel! Det kan altså godt efterlade dig med mareridt og gråd på litteraturens vegne).


Murakami har ingen interesse
Den første bog, Mette forsøgte at få oversat var Norwegian Wood, som hun indledningsvist tog med til Gyldendal. Gyldendal troede imidlertid ikke på, at Murakamis forfatterskab ville have interesse for de danske læsere, så de afviste Mette, der derimod blev budt velkommen hos Klim. Her ville man dog have Trækopfuglens krønike oversat først, så derfor er det den første danske Murakami oversættelse.

Murakami og mad

Til arrangementet blev der serveret balalaikas (en drink der optræder i bogen) og forskellige wasabi- og bønnesnacks.
Jeg har altid haft en tendens til at blive sulten, når jeg læser Murakami, og jeg bliver ikke bare sulten, jeg får lyst til at kokkerere på den lækre måde. Jeg får lyst til at høre jazz, mens olien steger på panden, have vin i glasset (jeg kan overhovedet ikke lide vin) og bruge de bedste råvarer. Det er en lidt underlig ting, men Mette fortalte, at hun har det på samme måde, og det var skønt at finde fællesskab i særheden.


Mordet på kommandanten
Jeg har endnu ikke læst Murakamis nye bog, men forlaget skriver:
---
En seksogtrediveårig portrætmaler svigtes af sin hustru, og efter et roadtrip i det nordlige Japan flytter han ind i et hus oppe i bjergene, som har tilhørt en berømt, gammel maler.

Huset ligger på kanten mellem to vejrlig, mellem to verdener, og snart begynder mærkelige ting at ske. En nat hører den yngre maler en puslen oppe fra loftet, og dér finder han et uhyggeligt, men dragende maleri. Han kan ikke slippe billedet, som synes at igangsætte en kæde af hændelser. En underlig ringlen lyder nu fra skoven, samtidig med at maleren fornemmer, at han ikke er helt alene i huset.

Men han kan dele det, der sker, med den hjælpsomme genbo, Menshiki, som har betalt ham fyrsteligt for at male sit portræt, og hvis skæbne på mystisk vis væver sig ind i hans egen.

Første bind i Murakamis store tobindsværk.
  
---
Martin fra Litteraturlinjer (som har læst den) talte varmt om den, og jeg glæder mig til at læse med. Mordet på kommandanten udkommer som sagt d. d. 24. maj.

Mette signerer mit eksemplar.


Tak til Klim for invitationen og tak til Mette Holm for et spændende indblik i oversættelsesarbejdet og Murakamis nyeste roman. Jeg nød en aften i Murakamis ånd!


onsdag den 16. maj 2018

Boganmeldelse: Judas af Astrid Holleeder


Jeg fik tilsendt et eksemplar til boganmeldelse af Politikens Forlag. Bogreolen.dk sælger bogen til DKK 215,- (uden medlemsskab) lige her.

Titel: Judas – En familietragedie
Forfatter: Astrid Holleeder
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 420
Forlag: Politikens Forlag

Judas er Astrid Holleeders beretning om sin families tragiske historie og om et retssystem, der svigter. Det er fortællingen om en barndom fyldt med vold og overgreb og om at leve et helt liv i evig frygt for sine nærmeste både dem, der vil dig ondt og dem du for enhver pris vil beskytte. I dag lever bogens forfatter i skjul, fordi hendes bror, fra sin plads i fængslet, har planlagt og bestilt hendes mord.
Astrid vokser op i Jordaan i Amsterdam med sine forældre og tre ældre søskende, Sonja, Wim og Gerard. Hendes alkoholiserede far er familiens overhoved, og han sørger for at alle følger hans dagsorden ved at uddele solide tæsk, både når børn og hustru har gjort ham uret, men også når de bare generer ham med deres tilstedeværelse. De fire børn lærer derfor at leve livet på listefødder og altid være på vagt over for potentielle farer. Ikke overraskende begynder Astrids bror, Wim, i en tidlig alder at udvise tyranniserende adfærd, og allerede som teenager tager han hul på sin kriminelle karriere. Da faren dør overtager Wim på eget initiativ rollen som familiens overhoved og voldelig diktator. Allerede som ung voksen kan Wim både tilføje bortførelser, vold og sågar mord til CV’et.
I modsætning til sin bror har Astrid har forsøgt at rejse sig fra sin sociale arv ved at uddanne sig til forsvarsadvokat, og både hende og søsteren, Sonja, forsøger at leve normale familieliv. Men den konstante trussel gør det svært at nægte at blive brugt som brik i Wims spil, og den giver familien et svært forklarligt bånd, som gør det vanskeligt for Astrid og Sonja at bryde fri. Da søstrene finder ud af, at det er deres egen bror, der står bag kidnapningen af den hollandske øl-millionær, Freddy Heineken, går det langsomt op for dem, at deres bror er langt værre end antaget, men af frygt for egne og deres børns liv vidner de ikke mod ham. Først da Wim slår Sonjas mand ihjel, står det klart for de to søstre, at de er nødt til at udlevere Wim til politiet – koste hvad det vil.
Judas er mere end bare en sensationshistorie, som skal forarge sine læsere. I fortællingen lykkes Astrid Holleeder med at beskrive de involverede med al den kompleksitet, ethvert menneske rummer, og hun sætter ord på en paradoksal kærlighed til sin bror. Wim er en morder, som forsøger at få hende slået ihjel, men han er stadig hendes bror, og hun kan ikke undslippe sig sin søsterlige kærlighed. Ved at tilbyde læseren et kig ind i familiens liv og i sin egen og sine søskendes opvækst gør hun det muligt at tilføje nuancer i det, der ellers kunne være en sort/hvid-fortælling om de gode og de onde. Undervejs spekulerer hun over, hvordan man kan ødelægge et menneske så meget i barndommen, at det holder op med at tro på godhjertede handlinger og mister evnen til at have tillid til andre mennesker.
Det blev hurtigt klart for mig, at true crime, og virkelighedens verden i det hele taget, nok ikke er blandt mine foretrukne genrer. Selvom det er en vanvittig og også spændende historie, forfatteren har lagt liv til, så mangler jeg det narrativ og den opslugthed, som skønlitteraturen kan give mig. Ikke desto mindre er den godt fortalt, og trods det store persongalleri og de mange fakta om politirapporter, retsprocesser og kriminelle netværk, formår Astrid Holleeder alligevel at holde sin læser optaget – også den læser, som foretrækker andre genrer. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at bogen vil ramme plet hos den læser, der betages af autentiske beretninger. Der er lagt op til spænding og forargelse i Judas – En familietragedie.