torsdag den 9. juni 2016

Boganmeldelse: Bowie af Simon Critchley

Læs mere om bogen hos forlaget her.
Titel: Bowie
Forfatter: Simon Critchley
Udgivelsesår: 2014 (dansk udgave – 2016)
Sideantal: 224
Forlag: Klim


Om bogen
‘Bowie’ er en filosofisk rejse gennem David Bowies musik, tekstunivers og mange personaer ind til kernen i spørgsmålet om, hvorfor han har betydet så meget for så mange mennesker. Det er en bog om musikeren, som rakte ud efter os og viste os verdener, som vi ikke vidste fandtes – helt i Bowies egen ånd læst ud fra hans værk og kun sjældent hans biografi og privatliv.
Simon Critchley er internationalt anerkendt professor i filosofi og livslang Bowie-fan, med rødder i den engelske, grå arbejderforstad som Bowie selv. Critchley er ikke i tvivl om, at Bowie er en af de største kunstnere i de seneste 100 år. Han viser hvorfor – og hvordan hans kunst balancerer mellem fortvivlelse og håb, dystopi og utopi, fravær og begær, mellem død og liv, og hvordan hans spektakulære exit den 10. januar 2016 fletter sig ind i kunstnerens værk.
Om tolvårige Critchleys første møde med David Bowie på tv i 1972:
“Han virkede så seksuel, så vidende, så underfundig og så fremmedartet. På én gang arrogant og sårbar. Han så ud, som om han havde forstået, hvad det hele gik ud på – hans ansigt var en dør til en verden af ukendte nydelser.”


Anmeldelse

”Lad mig begynde med en ret pinlig tilståelse: Ingen person har gennem mit liv givet mig større nydelse og glæde end David Bowie. Det siger måske en hel del om min livskvalitet, selvfølgelig. Misforstå mig ikke. Der har været gode øjeblikke, endda nogle, som har involveret andre mennesker.”
S. 9

Sådan indleder Simon Critchley den lille selvironiske, dybsindige, filosofiske bog om David Bowies musik, tekster og personaer. Stemningen er lagt, tænkte jeg; det her bliver en indføring i det store kulturikons musikalske og private univers fortalt af den ultimative fan – og jeg fik ret. Temaerne er mange og Critchley kommer vidt omkring både teksters betydning, brugen af musikinstrumenter og Bowies familiære forhold. Men mest af alt er Bowie historien om, hvordan én mand brød med normerne og den traditionelle kassetænkning, hvilket gav plads til at mennesker verden over, kunne leve på tværs af køns- og heteronormative forestillinger og forventninger. Og selvom Bowie bevidst forsøgte at bryde med traditionelle opdelinger, så blev han på mange måder selv offer for forskellige former for diagnostiske analyser i mediebilledet, fordi han ikke passede ind i de forudbestemte kasser. Bowie blev et symbol på muligheden for forandring – på muligheden for at genopfinde sig selv.
Jeg er fuldstændig betaget af denne lille, lækre bog, og jeg tænkte flere gange under læsningen, at jeg ville ønske Critchley havde skrevet tilsvarende bøger om andre spændende kunstnere og deres tekster. Hans tekstanalyser er så rammende og virkede nærmest åbenbarende for mig. Min eneste kritik er, at han er så optaget af sine egne tekstanalyser, at han ikke levner meget plads til læserens fortolkninger, hvorfor hans analyser kommer til at fremstå som en slags endegyldig sandhed. Heldigt var det, at jeg købte hans analyser. Dem sælger han trods alt ret godt!
Layoutet er gennemført lækkert og trods bogens pocketstørrelse, er skriftstørrelsen som i alle andre bøger (jeg hader virkelig, når der er anvendt den der lille pocket-skriftstørrelse). Kapitlerne er korte og overskuelige og hvert har en filosofisk titel, som udfoldes i kapitlet. Derudover er den fyldt med flotte illustrationer, og hvad enten man vil betegne sig som Bowie-fan eller ej, så tror jeg man vil opleve, at nysgerrigheden vækkes og bogen fortæres i løbet af ingen tid.


Bonusinfo
Vidste du at David Bowie var en ivrig læser? Det var han, og faktisk har han i et interview udtalt, at: "when I'm relaxed what I do is read" og i samme interview udtalte han, at en god uge var en, hvor han nåede igennem "three or four books".
Interviewet kan findes i Sean Egans Bowie on Bowie: Interviews and Encounters with David Bowie. Faktisk var han så glad for at læse, at han lavede en liste over hans 100 favoritbøger. Denne liste vil jeg poste i et kommende indlæg (og overveje at læse efter).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar