Når filmen ødelægger læseoplevelsen

Billedet er hapset fra Bog & Idé Blog, som jeg håber vil skåne mig for sagsanlæggelse for at stjæle deres billede. ;) Det er lidt af en udfordring med bogbilleder, mens jeg bor i Tokyo.

Den 6. oktober udkom Jussi Adler Olsens nyeste bog i Afdeling Q-serien; Selfies. Jeg har læst de fleste af forfatterens bøger, herunder Afdeling Q-serien, og i mine øjne er Adler Olsen en eminent krimiforfatter med sans for uventede plots og cliffhangers, som lokker læseren ud i endnu et kapitel. Fælles for de bøger, jeg har læst af ham var, at siderne vendte sig selv og at jeg afsluttede dem med længsel efter mere – bortset fra én. Det vender jeg tilbage til.
Ved alle Adler Olsens bøger har jeg aktivt holdt øje med udgivelsesdatoer og været klar til at købe, så snart de udkom, fordi de har været den ultimative pause fra daglig stress og jag. Da jeg så, at Selfies var udkommet, gik det op for mig, at jeg denne gang slet ikke havde fulgt bogens rejse og at jeg egentlig heller ikke havde travlt med at få den bestilt. Den sidste bog jeg læste var således Den grænseløse, men noget var helt forkert.
Forinden læsningen havde jeg set Zentropas filmatisering af Kvinden i buret og Fasandræberne, hvor Nikolaj Lie Kaas spiller Carl Mørck og Fares Fares spiller Assad. Jeg tror, de fleste læsere har oplevet skuffelse over filmatiseringen af en bog, som de har læst med stor fornøjelse. Og for mit vedkommende har Afdeling Q-filmene sprængt alle rekorder for dårligt filmatiseret litteratur. Udover at flere af bøgernes væsentlige karakterer er udeladt, er et af mine store problemer med filmatiseringen castingen. Tag ikke fejl; jeg elsker Nikolaj Lie Kaas, men han er jo ikke i nærheden af at være den Carl Mørck, Adler Olsen beskriver i sine bøger. Han er simpelthen for poleret og lækker til rollen som udbrændt vicekriminalkommisær. Assad er ligeledes castet helt forkert, han er gået fra at være en halvkikset, renhjertet karakter med utallige sjove kamel-lignelser til at være stilet, sej og afdæmpet.
Jeg anmelder jo ikke film, og jeg ved heller ikke meget om, hvad der kendetegner en god film eller hvordan den bør opbygges. Men jeg ved, at filmatiseringen har ødelagt min læseoplevelse med Afdeling Q-bøgerne. Jeg nævnte i starten, at en enkelt bog ikke vækkede begejstring hos mig, og denne bog var Den grænseløse. Jeg læste den efter at have set filmene, og jeg kunne simpelthen ikke vende tilbage til mit eget indre billede af Carl Mørck og Assad. Jeg blev hele tiden forstyrret af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, som i mine øjne slet ikke hører hjemme i de historier. Af samme grund har jeg ikke haft travlt med at få anskaffet Selfies, da jeg tvivler på, jeg overhovedet kan nyde læsningen af den. Det ærgrer mig helt vildt, for Adler Olsen har uden sammenligning givet mig nogle af mine bedste krimi-læseoplevelser.
Jussi Adler Olsen har selv været utilfreds med Zentropas filmatisering, hvilket er årsagen til, at de ikke har fået rettighederne til de følgende film. Istedet har Nordisk Film fået lov at overtage, men jeg tror umiddelbart, at de holder fast i Zentropas casting. Jeg tror bare, at jeg fremover nøjes med bøgerne.

Hvad har jeres oplevelser være med bøgerne og filmatiseringen?