fredag den 22. april 2016

Vi burde alle være feminister af Chimamanda Ngozi Adichie

Jeg købte min bog på saxo.com for DKK 50,- inkl. fragt.
Original titel: We Should All Be Feminists
Dansk titel: Vi burde alle være feminister
Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie
Udgivelsesår: 2014
Sideantal: 63
Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse:
"Vi burde alle være feminister" er et essay af Chimamanda Ngozi Adichie. Her tages en vigtig og nutidig debat om feminisme op.
I "Vi burde alle være feminister" forklarer forfatteren hvad hun synes at feminisme er i vores 21. århundrede. Det er en bog der både er baseret på erfaring og viden om kønspolitik. Hvad vil det sige at være en kvinde i dag? Hvorfor bør vi alle være feminister? Hvorfor er kampen for ligeberettigelse så vigtig?
Mange spørgsmål tages op i dette essay, der har vakt stor debat over hele verden.




Anmeldelse:
Jeg nåede kun lige at læse Americanah færdig, før jeg klikkede Vi burde alle være feminister hjem fra Saxo. Jeg har arbejdet en del med feminisme og kønsteori på mit studie, så det var svært at stå imod, da jeg så, at Adichie (som virkelig fik indskrevet sig på min personlige liste over store forfattere) har beskæftiget sig direkte med emnet.
Bogen er et essay og stammer fra Adichies TED talk i 2013, hvor hun talte om feminisme ud fra egen erfaring. (Hendes tale kan ses lige her). Det er en lillebitte pocketbog, hvor der ikke er mere end 15-20 linjer pr. side.
Det er en fin lille indføring i feminisme, som både er informativ, letlæselig og pointerer væsentlige problematikker ved de indlærte, foreskrevne kønsroller.

”Problemet med køn er, at det foreskriver, hvordan vi bør være i stedet for at anerkende os, som dem vi er.”
Adichie, s. 37

Hvis man allerede har beskæftiget sig med feministiske tekster, vil man formentlig ikke opleve nye åbenbaringer ved læsningen af denne, men den er en god lille reminder om det skæve magtforhold mellem køn, som er kulturelt betinget og ikke et endegyldigt vilkår.

”Kultur skaber ikke mennesker. Mennesker skaber kultur.”
Adichie, s. 50

Hvis man aldrig har beskæftiget sig med feminisme, vil jeg i særlig grad anbefale denne, da den er en blød introduktion til feminismens centrale problemstillinger.

”Hvad om vi, når vi opdrager børn, fokuserer på evner i stedet for køn? Hvad om vi kunne fokusere på interesser i stedet for køn?”
Adichie, s. 39

Selvom Adichie taler ud fra en nigeriansk synsvinkel, er mange af problemstillingerne de samme verden over, og dermed kan der konkluderes at Vi burde alle være feminister.



Bonusinfo:
Sangerinden, Beyoncé blev så påvirket af Adichies TED talk, at hun faktisk har brugt dele af essayet i sin sang Flawless, hvor hun blandt andet sampler passagen:

"We teach girls to shrink themselves, to make themselves smaller. We say to girls 'You can have ambition, but not too much'." 

som er Adichies ord fra TED talk (s. 29-30 i den danske bogudgave). Læs meget mere om, hvilke passager, der indgår i Flawless lige her. Eller du kan se og høre sangen her.

mandag den 18. april 2016

Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie

Americanah kan købes i paperbackudgave hos saxo.com til 150,- DKK (klik her).

Titel: Americanah
Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie
Udgivelsesår: 2014
Sideantal: 512
Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse:
Ifemelu og Obinze forelsker sig i Lagos som teenagere. Nigeria styres af militæret, og folk flygter fra landet. Selvsikre Ifemelu rejser til USA. Her oplever hun sejre og nederlag, finder og mister venner og konfronteres for første gang i sit liv med spørgsmål om race. Obinze har planer om at rejse efter Ifemelu, men efter terrorangrebet den 11. september nægtes han adgang til USA. I stedet kastes han ud i en farlig og illegal tilværelse i London. Tretten år senere er Obinze en velstående mand i det nye demokratiske Nigeria, og Ifemelu har fået succes i USA som forfatter til en anerkendt blog. Men har de efter så mange års adskillelse modet til at mødes igen? Americanah udspiller sig på tre kontinenter og skildrer en række stærke menneskeskæbner. Den er en rig fortælling, der foregår i nutidens globaliserede verden. Først og fremmest er den dog en roman om kærlighed.

Anmeldelse:
Jeg havde Americanah liggende i det, der lignede evigheder, før jeg rent faktisk tog mig sammen til at læse den. Jeg fik den anbefalet af et familiemedlem, som slet ikke var i tvivl om, at den lige var noget for mig. Jeg læste bagsiden, var ikke synderligt begejstret for det der stod, men lånte den med hjem alligevel. For at være helt ærlig, så synes jeg forlagets beskrivelse får bogen til at lyde som en tør og kedelig kærlighedshistorie – hvilket den slet ikke er!
Det essentielle tema i bogen er racisme, men det nævnes kun i en enkelt sætning i bagsideteksten, som om det bare er en lille sidebemærkning i det, der i virkeligheden er en kærlighedshistorie. Havde bagsideteksten givet indblik i, hvor høj grad Adichie behandler racisme og kulturforskelle, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var gået igang med bogen lige med det samme.
Jeg fristes til at skrive, at bogen handler om den unge Ifemelu, som efterlader sin store kærlighed, Obinze i Nigeria for selv at rejse til USA med drømmen om et bedre liv. Men for mig var denne del af bogen blot en form for rammesætning for den virkelige historie, som handler om den strukturelle racisme i Vesten. Da Ifemelu har boet i USA i nogle år, starter hun bloggen; RACENDE: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negre). Bloggen fungerer som en form for ventil for hendes mange tanker om race og den aktuelle racisme, som  læseren indvies i ved at nogle af blogindlæggende bliver en del af historien.
Bogen byder på mange forskellige og meget interessante betragtninger af, hvordan det vestlige samfund (og måske det meste af verden) er indrettet efter hvide mennesker. Et af eksemplerne er nedenstående udsnit fra kapitel 31, som var en passage, jeg tænkte over længe efter.

"Det her blad er jo racemæssigt helt skævt," sagde han.
”Hvad?”
”Hold nu op. Der er jo kun sorte kvinder i.”
”Mener du det alvorligt?” sagde hun.
Han så helt forvirret ud. ”Ja.”
”Vi skal hen i boghandlen.”
”Hvad?”
”Jeg skal vise dig noget. Ikke flere spørgsmål.”

(…)

”Lad os begynde med forsiderne.” Hun spredte bladene ud på bordet, nogle oven på de andre. ”Se, alle de kvinder er hvide. Hende her skal forestille at være latinamerikaner, det er noget, vi ved, fordi de har skrevet to spanske ord her, men hun ligner fuldstændig en hvid kvinde: samme hudfarve og hår og træk. Nu gennemgår vi bladet, side for side og så fortæller du mig, hvor mange sorte du ser.”

(…)

Og så talte han. "Tre sorte kvinder," sagde han omsider. ”Eller måske fire. Hende dér kunne være sort.”
”Så tre sorte kvinder i løbet af noget i retning af to tusind siders kvindeblad, og de er alle blandingsracer eller racemæssigt utydelige, så de kunne altså være fra Indien eller Puerto Rico eller noget andet. Ingen af dem er mørke. Ingen af dem ligner mig, så jeg kan ikke få makeuptips i nogen af de blade. Se, her står der, at man skal nive sig i kinderne for at få kulør, fordi de tror, at alle deres læsere får kulør på den måde. Her står der noget om forskellige hårprodukter for alle – og ’alle’ betyder så blondiner, brunetter og rødhårede. Jeg er ingen af delene. Og her står der noget om conditionere – til glat hår, hår med fald eller krøller. Ikke til kinky. Her kan du se, hvad krøller betyder. Sådan ville mit hår aldrig se ud. Her står der noget om at matche øjenfarve og øjenskygge – til blå, grønne og nøddebrune øjne. Men mine øjne er næsten sorte, så jeg aner ikke, hvilken farve der passer til mig. Her står der, at denne pink læbestift kan bruges af alle, men det betyder bare alle hvide kvinder, for jeg ville ligne en klovn, hvis jeg brugte den pink nuance. Nej, se nu her, et fremskridt. En annonce for foundation. Der er syv forskellige nuancer til hvis hud og én til sort hud, men det er da fremskridt. Så nu synes jeg, vi skal tale om, hvad der er racemæssigt helt skævt. (…)”
                                                              
Adichie (2014) s. 319-320


Der var et hav af interessante passager, som jeg kunne have udvalgt, så ovenstående var blot en af mange. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville liste nogle af de problemstillinger Adichie behandler i forhold til (manglende) etnisk ligestilling, men jeg frygter, at det ville ødelægge den oplevelse af forbavselse, som selvfølgelig skal vækkes under læsningen af bogen og ikke ved læsningen af denne anmeldelse.
Jeg har ikke tradition for at give stjerner, så det vil jeg heller ikke begynde på nu. Men lad os nu bare lige lege med tanken om, at jeg gjorde, og det maksimale antal stjerner var seks. Ja, så ville Americanah altså få syv.


fredag den 1. april 2016

Tyvenes gade af Mathias Énard


Bogen kan købes direkte fra forlagets side til DKK 249,- inkl. fragt lige her.





Titel: Rue des Voleurs
Dansk titel: Tyvenes gade
Forfatter: Mathias Énard
Udgivelsesår: 2015
Sideantal: 314
Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag


Forlagets beskrivelse:
Skrevet på kanten af det arabiske forår, om en ung marokkaners vaklen mellem religiøs vækkelse og vestlig frihed. Mellem radikalisering og en kriminel løbebane. Den unge mand udstødes af sin familie og starter en mindre Odyssé i Nordafrika og Spanien. En fortælling om identitet og drømme i en moderne verden, hvor tradition og fremtidshåb kæmper med og mod hinanden.   

Han er ung, han er marokkaner, født og opvokset i Tanger, han er muslim til husbehov og tørster efter frihed og oplevelser i et samfund, der stort set ingen muligheder giver. I skolen har han lært et par spanske brokker og fransk nok til at proppe sig med noir-krimier. De sidste teenageår går med at fable om kusinen Meryems bryster. Det ender med, at han går i seng med hende - en enkelt gang, kun én, men de bliver taget på fersk gerning, han bliver gennembanket af sin far og smidt ud. Dér står han alene på gaden uden en øre på lommen, uden at ane, hvor han skal gå hen ...


Anmeldelse:
Tyvenes gade handler om den unge marokkaner, Lakhdar, som egentlig bare ønsker at leve det frie, gode liv.
Men det er svært at være fri, når man føler sig fængslet i Marokkos fattigdom, fanget i et liv, hvor det eneste at se frem til er at se, om der blandt næste pas turister skulle være en lækker kvinde.
For Lakhdar er der tilsyneladende to udveje ud af fattigdommen (og Marokko). Den ene – som er drømmen for Lakhdar, er at finde den helt rigtige turist, som kan tage ham med til et land fyldt med muligheder, hvor friheden venter. Den anden er at blive en del af et religiøst fællesskab, hvor man kan blive sikret job, bolig og mad.
Allerede fra side 1, var jeg opslugt. Énard (og oversætteren, Jesper Tang) har et helt fantastisk sprog, som er fyldt med poetiske beskrivelser. Der romantiseres ikke, men hver sætning er nærmest lyrisk og forfatteren lykkedes med gentagne gange at vække en følelse af genkendelse i mig, både i hans beskrivelser af byer, men også i hans betragtninger af samfundsstruktur og menneskelig ageren. Flere gange oplevede jeg at sidde med den der ”Ej, ja – det har jeg egentlig aldrig tænkt over”-følelse. Det er oftest en oplevelse, jeg har i forbindelse med læsning af faglitteratur, så det var helt fantastisk at opleve, at det også er muligt, når jeg læser en roman.
Nedenstående tekstudsnit er et glimrende eksempel på den beskrevne oplevelse ovenfor.


”Sytten – et lille kolossalt antal. Når vi hører i radioen eller i fjernsynet, at en eller anden katastrofe har kostet så og så mange døde, har vi overhovedet ingen realistisk forestilling om, hvad sytten lig repræsenterer. Sytten? siger man, det er da ikke så mange, vi hører tit om tusind eller to eller tre tusind kadavere, sytten, det er da ikke ustyrligt mange, men … Men det er alligevel enormt mange forsvundne liv, en kæmpe mængde dødt kød, det fylder enormt meget både i erindringen og i kølerummet, sytten ansigter, over et ton kød og ben, titusinder af timers eksistens, milliarder af forsvundne minder i hundredvis af sørgende efterladte fra Tanger til Mombasa.
Jeg græd, mens jeg indhyllede ligene i deres ligklæder, de fleste af dem var unge mennesker på min egen alder, måske yngre, nogle med brækkede arme eller ben og blodansamlinger i ansigtet.”
                  Énard, s. 191

Det er et langt citat, men jeg synes det var synd at bryde det op. Det ramte mig så dybt, fordi det er sandt. Kun de færreste bliver berørt, når de hører, at sytten menneskeliv er gået tabt. Og hvis de tabte liv befinder sig udenfor Vesten, er de knap nok værdige til at blive nævnt i vestlige medier. Jeg forsøger ikke at starte en politisk diskussion, men der er ingen tvivl om, de aktuelle tilstande i verden, var medvirkende til, at ovenstående citat og Tyvenes gade som helhed blev lidt af en mavepuster – men en mavepuster, som jeg (og formentlig også mange andre) har brug for.
Som afslutning på min anmeldelse, hvor jeg kun kan give Tyvenes gade mine varmeste anbefalinger, vil jeg lade endnu en af Énards interessante betragtninger stå tilbage.


”Byer lader sig tæmme, eller måske er det snarere dem, der tæmmer os, de lærer os at opføre os ordentligt, får os til langsomt at kaste fremmedhedens ham, de river barken af de bondetampe, vi var, opsuger os i sig, former os, som de vil have os – vi glemmer meget hurtigt vores vaner, vi kigger ikke længere op i luften, vi tøver ikke længere, før vi går ned i metroen, vi lærer at fungere i den relevante rytme, gå i den rette takt. Ligegyldig om man er marokkaner, pakistaner, englænder, tysker, franskmand, andalusier, catalaner eller philippiner, dresserer Barcelona, London eller Paris os, som man dresserer en hund, pludselig en dag opdager vi til vores store overraskelse, at vi står og venter på grønt lys ved fodgængerovergangen, vi lærer byens sprog, byens ord, dens lugte, dens lyde (…)”

                            Énard, s. 222