lørdag den 25. februar 2017

Boganmeldelse: Nye rejsende af Tine Høeg

Jeg fik tilsendt denne som anmeldereksemplar af Rosinante, men den kan købes på Saxo til DKK 165,-

Titel: Nye rejsende
Forfatter: Tine Høeg
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 217
Forlag: Rosinante

Forlagets beskrivelse
En ung kvinde får job som gymnasielærer. Første arbejdsdag møder hun en mand i toget. Han er gift og har et barn.
Nye rejsende er en fortælling om at kaste sig hårdt ind mod den anden. Om at stå ved katederet og ikke kunne kende sin egen stemme. Om at føle sig forkert og akavet og fandenivoldsk. Om nervøsitet og længsel. Sex og vodka og cigaretter. Om at køre i tog. Om ikke at passe ind og at gå derhen, hvor alting kan gå galt.
Nye rejsende befinder sig et sted mellem poesi og prosa. Et enkelt og præcist sprog giver fortællingen stor gennemslagskraft og en sitrende intensitet, der rummer sorgfuldhed, desperation og humor.

Anmeldelse
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Tine Høeg, var i digtsamlingen; Jeg vælger uden filter, hvor hun bidrog med Jeg vælger Valencia. Af alle de mange gode digte og korttekster samlingen bestod af, er hendes tekst den, der står stærkest i min erindring. Det var der flere grunde til, men den væsentligste var, at hun fik mig til at grine. Og selvom det er ved at være halvandet år siden, jeg læste den, finder jeg det stadig svært ikke at begynde at smile ved tanken om hende og venindernes fortolkning af Ginger Spice fra Spice Girls (det er især sjovt fordi mine veninder og jeg drog samme konklusion).
Rosinante spurgte, om jeg havde lyst til at læse Nye rejsende, og da jeg takkede ja, troede jeg egentlig, at jeg ville møde Tine på en ny måde – i en klassisk-struktureret roman. Det skulle jeg heldigvis ikke. I Nye rejsende holder hun fast i sin lyriske kortprosaagtige skrivestil, og det virker! Det er en sjældenhed at læse bøger uden at opdage, at man læser, men sådan opleves læsningen af Nye rejsende. Den er så levende, at det snarere føles som om, man er kravlet ind i fortællerens indre, fremfor at læse hendes ord.
Bogen er inddelt i måneder og indledes med august, hvor hovedpersonen netop er startet på sit nye job som gymnasielærer, og har mødt en gift mand i toget. De to historier; togaffæren og gymnasiejobbet løber parallelt med hinanden og krydres med familiebesøg og dagligdagens gøremål. Den tunge og hjerteskærende historie om affæren med en gift mand, som er far til en lille pige, løftes af den hylende sjove fortælling om en ung gymnasielærer, som prøver at finde sig selv i sin nye rolle. Læseren kan levende forestille sig den usikre gymnasielærer, som vakler imellem at være ung med de unge og trække klare grænser, hvorfor der afprøves forskellige taktikker og hun kommer til at gøre og sige ting, som kommer bag på hende selv, såsom ”Hej guys”, ”Hej cuties” eller når hun pludselig kalder Christina for Chris.
Tine Høeg formår at sætte ord på mange af de flygtige tanker, der blot strejfer os i et splitsekund og forlader os før, vi egentlig når at registrere, at de var der. Det ses i hendes minimalistiske beskrivelser af, hvordan noget føles eller af de konkrete ting, hun gør som ”jeg slynger salat”.
Nye rejsende er uden tvivl noget af det mest ærlige, man kan læse, og det er netop derfor, den er så sjov. Det er svært at sige, om gymnasielærerens hverdag er sjovere at læse, fordi de for en tidligere (folkeskole)lærer er genkendelige, men uanset årsag tog jeg mig selv i at grine højlydt, når Christina erklærer, at scenen i Nattevagten er kontrapunktisk og vores hovedperson går på toilettet for at google ordet eller da Kvium får lov at tage æren for Kluges kunst, da klassen kigger på kunst.
Historien ender på Vestre Kirkegård, hvor vores hovedperson mødes med sin elsker i slutningen af december. Læseren efterlades med fornemmelsen af, at det forgangne år begraves i vinterens kulde, og at det nye  for alvor – voksne liv banker på døren til januar.
Jeg læste bogen i to (alt for hurtige bidder), og nu ville jeg egentlig bare ønske, at der kom en ny udgivelse fra Tine Høeg i morgen. Med andre ord; Nye rejsende er helt fantastisk læsning!

Boganmeldelse: Glasklokken af Sylvia Plath

Jeg læste Gyldendals Paperbacks-udgaven fra 1995, men deres nye (og ret lækre) udgave kan fås hos Bogreolen.dk til DKK 175,-.
Titel: Glasklokken
Forfatter: Sylvia Plath
Udgivelsesår: 1963
Sideantal: 237
Forlag: Gyldendal

Forlaget om bogen
I 1953 vinder den 19-årige Esther Greenwood en måneds praktikophold i New York på et modemagasin. Som del af en gruppe talentfulde unge kvinder bliver hun indlogeret på hotel og inviteret ind i New Yorks fashionable verden med modeshows og fester. Esther vil gerne være digter og er en klartskuende og ret så nådesløs iagttager af det liv, der omgiver hende, men selv er hun mere og mere apatisk. Hjemkomsten til Boston, hvor Esther bor med sin mor, bliver et chok. Hun får afslag på det skrivekursus, hun har ansøgt om, og sommeren ligger skræmmende tom foran hende. Efter et mislykket selvmordsforsøg bliver hun indlagt på psykiatrisk hospital.
Glasklokken er en kunstnerroman om den unge forfatters dannelse. Et blændende kritisk portræt af 1950'ernes USA, hvor man forventede af kvinder, at de blev enten sekretærer eller gift. Skridt for skridt trækker Sylvia Plath læseren med ind under Esthers glasklokke med en intensitet og styrke, der har gjort romanen til en klassiker i dag.

Anmeldelse
Midt i specialelæsningen om feministisk affektteori, kønsnormativer og forestillede sandheder ser jeg ved et tilfælde Glasklokken ligge på bogreolen, hvor jeg lagde den for et års tid siden, da jeg kom hjem fra den lokale genbrug. Uden at vide meget andet end at bogen er beretningen om en ung kvindes psykiske tilstand, påbegynder jeg læsningen og før jeg ved af det, befinder jeg mig midt i New Yorks glamourøse cocktail parties i selskab  med den ene intetsigende societypige efter den anden. Heldigvis er Esther Greenwood der også, og hun er langt fra som alle de andre pyntedukker. Hun er skarp og opmærksom. Hun forstår, hvad der foregår, hvilket spil, der spilles og sætter scenen for mig med hendes kyniske og spidsfindige sarkasme.
Esther er i New York fordi hun sammen med 11 andre kvinder har vundet en konkurrence ved at skrive essays og noveller til et ugeblad. Som gevinst har de fået en måneds betalt arbejdsophold med adgang til modeopvisninger, eksklusive fester og mulighed for at møde alle ”de rigtige mennesker”. Det er et sandt eventyr. Bare ikke for Esther. Den ambitiøse forfatter er ligeglad med fine kjoler, rød læbestift og dyre gaver. Faktisk ser hun frem til opholdets ende, så hun kan komme i gang med det skrivekursus, hun har søgt ind på. Da den i forvejen tungsindige Esther finder ud af, at hun ikke er blevet optaget, får hun for alvor ondt i livet og flytter hjem til sin mor i Boston. Mor er en typisk 50’er kvinde, som forstår sin egen og andre kvinders rolle i samfundet. En rolle, som hun hellere end gerne hjælper sin datter med at rette ind i, og selvom mor måske nok vil sin datter det bedste, så bliver hun billedet på ordsproget; kvinde er kvinde værst. Mor forsøger at opretholde den orden, hun kender, hvor kvindens plads er der, hvor manden har brug for hende. Der er ikke noget ondt i mor, og hendes forsøg på at presse Esther ind i den kasse, der er til rådighed for en kvinde i 50’erne, er blot udtryk for det samfund, hun lever i og den rolle hun, i kraft af sit køn, har fået tildelt og forstår sig selv i. Hun overvejer ikke, at sandheden om kvinden som samfundets produktionsapparat eller børnemaskine og mandens opvarter er en menneskeskabt sandhed – en norm – som privilegerer visse individer fremfor andre og skaber fortvivlelse og forvirring hos dem, som ikke umiddelbart kan tilslutte sig disse sociale konventioner.
Gennem hele historien problematiserer Esther kvindens forventede rolle, og læseren er ikke i tvivl om Plaths holdning til disse forventninger, som blandt andet ses udtrykt, når Esther tænker:

”Og jeg vidste, at på trods af alle de roser og kys og restaurantmiddage en mand ødslede på en kvinde, før han giftede sig med hende, ønskede ham hemmeligt, når bryllupsceremonien var forbi, at hun skulle strække sig ud under hans fødder ligesom Mrs. Willards køkkentæppe.”

          eller

”Jeg huskede også, at Buddy Willard på en ildevarslende måde havde sagt, at efter jeg havde fået børn, ville jeg føle anderledes, jeg ville ikke have lyst til at skrive digte mere. Så begyndte jeg at tænke, at det måske var sandt.”

Efter flere selvmordsforsøg bliver Esther indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun udsættes for mareridtsagtige chokbehandlinger og en egentlig ”bedring” er svær at få øje på. Bogen rejser mange spørgsmål om forventninger og sociale konventioner, som ikke kun handler om køn, men også om de forventninger der er i andre henseender som Esther udtrykker:

”Jeg hader også folk, der muntert spørger, hvordan man har det, når de ved, at man har det ad helvede til og venter, at man skal sige ”Fint”.”


Samtidig er det interessant at de samfundsborgere, som træder uden for forventningen om at performe, for eksempel ved at sige, at det går fint, når det ikke gør pludselig bliver set som syge, fordi de ”gør det forkert”. Jeg kunne blive ved sådan her i en evighed, men jeg må hellere stoppe, så det ikke ender med at blive en eller anden lang kulturanalytisk tekst (det er det måske nok lidt blevet – beklager!). Afslutningsvis vil jeg bare opfordre alle til at læse Glasklokken. Romanen har indskrevet sig på de fleste lister over litterære klassikere og det er ikke uden grund. Sylvia Plath er lykkedes med at skabe et værk, som er så banebrydende for dets tid, at den stadig er højaktuel i dag.

mandag den 20. februar 2017

Birgithe Kosovic på Litteraturmaskinen

























Der kan stadig bestilles billetter til interviewet med Birgithe Kosovic og den efterfølgende middag på Litteraturmaskinen i morgen (d. 21. februar 2017)! Jeg sidder i døren, så kom endelig og hils på. :)

Om arrangementet:
Birgithe Kosovic interviewes af Michael Linde Larsen, som er litteraturkonsulent ved Hovedbiblioteket i Odense. Interviewet efterfølges af fællesspisning og aftenens menu vil være inspireret af mad fra tiden under besættelsen.


Om forfatteren:
Birgithe Kosovic modtog i 2011 DR Romanprisen for Det dobbelte land. Nu er hun aktuel med det første af to bind om Erik Scavenius, Danmarks statsminister fra 1942-43, og om nogen symbolet på den danske samarbejdspolitik. I romanbiografien Den inderste fare går hun helt tæt på Scavenius både privat og hans mange svære valg under besættelsen.

Tid og sted
Tirsdag den 21. februar 2017 kl.18.30 i Kulturmaskinen, Farvergården 7, 5000 Odense C.


Billetpris med spisning: 225 kr./200 kr. for medlemmer af Nysgerrig Fyn/155 kr. for medlemmer af Litnet.

Klik her for at læse mere. 


onsdag den 15. februar 2017

Boganmeldelse: At leve af Yu Hua

Jeg fik tilsendt At leve af Forlaget Klim, som sælger bogen lige her for DKK 249,95,-.
Titel: At leve
Forfatter: Yu Hua
Udgivelsesår: 2015 (på dansk)
Sideantal: 231
Forlag: Klim

Forlagets beskrivelse
’At leve’ er den rørende historie om en mands forvandling fra forkælet rigmandssøn til godhjertet bonde. Kulturrevolutionen bliver et bagtæppe, som ændrer det kinesiske samfund fundamentalt, og det får uoverstigelige konsekvenser for individet.
Før revolutionen træder Fugui bogstavelig talt på de i forvejen nedtrykte. Kontrasten mellem hans status før og efter revolutionen er skærende. Han ødsler familiens formue væk i spillebuler og bordeller, før han dybt angrende forsøger sig med det simplere bondeliv. Men Fuguis prøvelser er langt fra ovre.
Det bliver til en bog fuld af enestående billeder, der på én gang beretter om historisk tid og i samme nu beskriver tidløse menneskelige problemstillinger.

Anmeldelse
Nogle anmeldelser er bare sværere at få hul på end andre, og denne er en af dem. Jeg har skrevet min indledende sætning om ti gange nu, men jeg kan åbenbart ikke starte med andet end min endelige dom, så her kommer den; At leve er et sandt mesterværk! Yu Hua har skrevet en smuk og tragisk fortælling om Fuguis skæbne, som udleves før, under og efter den kinesiske revolutionen. Fugui er en usympatisk, ung mand, hvis kynisme mærkes i alt, hvad han foretager sig – lige fra den manglende respekt for sine medborgere, de utallige besøg i byens horehus og ikke mindst den barske behandling, han udsætter sin kone for. Han er søn af en rigmand og har aldrig prøvet at tjene sine egne penge, så da virkeligheden en dag banker på døren og den selviske Fugui indser, at han har ødslet familiens formue bort, må han genfinde sig selv i rollen som den ydmyge og underdanige arbejder, hvis eksistens afhænger af gensidig nabohjælp, respekt og sammenhold.
At leve er fortællingen om menneskets evne til forvandling – om hvordan det, som på overfladen kan ligne menneskets endelige forfald, alligevel kan bære noget godt med sig. Fugui synes at gå en hård skæbne i møde, men læseren må spørge sig selv, om ikke det i virkeligheden er selvsamme skæbne, der redder hans liv. Da Mao kommer til magten bliver mange rigmænd henrettet, men Fugui står selvfølgelig ikke for skud, da han hverken har til dagen eller vejen. Historien rummer en evig optimisme, og uanset hvor meget Fugui mister – ikke blot materielle goder, men også dem, han elsker – lever han videre med troen og håbet om bedre tider og overbevisningen om at man ”skylder de døde at leve”.
Fuguis og Kinas historie er fortalt i det fineste, minimalistiske sprog og det er ikke en overdrivelse at kalde romanen for kunst. Som historiefortæller kan Hua noget helt særligt og uden overflødige beskrivelser inviteres læseren helt ind i Fuguis inderste. Det er lykkes Hua at skabe en karakter, som vækker harmen og vreden i læseren, men som vi alligevel ender med at heppe på og ønske lykke i livet. Det smukkeste ved fortællingen er, at jo mere Fugui mister, des mere vokser han som menneske.
Han udtrykker det selv afslutningsvis, da han synger:

”Som ung strejfede jeg om,
midtvejs tog jeg, hvad der kom,
som gammel blev jeg from.”
                                         s. 131

Og måske er det netop det, der gør at historien og dens karakterer lever videre i læseren efter endt læsning.
Jeg vil afslutte denne anmeldelse præcis som den startede; At leve er et sandt mesterværk! Og ingen bør snyde sig selv for den oplevelse.

torsdag den 9. februar 2017

Gratis børnebøger hele februar



Jeg er altid klar til at slå et slag for, at få vækket børns (og voksnes) læselyst, og vinterferien er selvfølgelig en oplagt mulighed for at krybe sammen under dynen og hygge med en god bog.

"Hvis man skal ende som læsehest, må man begynde som læseføl."

Det er filosofien bag læselystkampagnen GratisBørnebøger. Her stiller syv af Danmarks mest produktive børnebogsforfattere deres bedste bøger til rådighed online to gange om året – uden login, uden restriktioner og ganske gratis.

Så klik ind og find spændende bøger til hyggelige læsestunder med familiens yngste i vinterferien og resten af februar.

God fornøjelse! :)

onsdag den 8. februar 2017

Litnet i Odense


For omkring et halvt år siden hørte jeg første gang om Litnet i Odense. Det kom faktisk en del bag på mig, at det eksisterede, da jeg som udgangspunkt troede, at jeg havde et godt overblik over Odenses litterære tilbud og netværk.

Min rejse til Japan, som jeg i øvrigt netop er hjemvendt fra, gjorde det selvfølgelig ikke muligt at gå nærmere ind i, hvad netværket kunne tilbyde end blot at læse med i deres nyhedsmails. Men efter at være vendt hjem er jeg blevet valgt ind som suppleant i bestyrelsen, og jeg glæder mig meget til at se, hvordan jeg kan bidrage til deres arbejde med at formidle og styrke litteratur og læsning i Odense og på Fyn.

Litnets primære formål er som nævnt at styrke litteraturen i Odense og på Fyn, og det gør foreningen ved at

·      skabe netværk mellem folk som arbejder med litteratur
·      skabe et forum for diskussion af litteratur – for private såvel som professionelle
·      fremme samarbejde mellem litteraturen og andre kunstarter.

Netværket er åbent for alle med interesse for litteratur, og man kan følge foreningens arbejde ved at tilmelde sig nyhedsbrevet her, eller ved at melde sig ind her (DKK 100,- årligt for studerende).

Litnet samarbejder med forfattere, redaktører, boghandlere, Odense Biblioteker og mange, mange andre. Samarbejdet danner grundlag for de mange arrangementer, som foreningens medlemmer kan deltage i til fordelagtige priser.

Et eksempel er næste arrangement den 21. februar, hvor forfatter, Birgithe Kosovic interviewes og fortæller om sin  romanbiografi Den inderste fare. Arrangementet afsluttes med fællesspisning, som understreger aftenens tema med en menu inspireret af mad fra tiden under besættelsen. Arrangementet koster DKK 225,-, men for medlemmer af Litnet koster det kun DKK 155,-. Så medlemsgebyret er hurtigt tjent hjem, hvis man deltager i flere arrangementer.
Ovenstående er bare ét eksempel på utallige arrangementer, og tidligere har foreningen også haft besøg af Jesper Wung Sung, Mette Holm, Tom Buk-Swienty, Helle Helle og mange andre store navne.

Jeg kan ikke helt skjule min begejstring over både at have opdaget netværket, men også over selv at blive en del af det. Og jeg regner med, at I fremover vil kunne læse om spændende litterære arrangementer i Odense her på Book me up, Scotty!