lørdag den 18. marts 2017

Brev til en nybagt forælder af Chimamanda Ngozi Adichie

Jeg var så heldig, at mit eksemplar kom som en overraskelse fra Gyldendal, men den kan købes til DKK 70,- på Saxo. Og når man nu er i gang, så kan man da ligeså godt klikke Vi burde alle være feminister til DKK 50,- med hjem. ;)
Dansk Titel: Brev til en nybagt forælder – Et feministisk manifest i femten punkter
Original titel: Dear Ijeawele, or A Feminist Manifesto in Fifteen Suggestions
Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 94
Forlag: Gyldendal

”Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i vaginaen. madlavning er noget, man lærer.”
I Brev til en nybagt forælder får Adichie på uhøjtidelig vis givet femten gode råd til sin veninde, som har efterspurgt, hvordan hun kan opdrage sin datter til at blive feminist. Den lille bog opvejer for sin størrelse i de mange slagkraftige udsagn, som beskriver væsentlige problematikker, vi alle kan være opmærksomme på i kampen for ligestilling – både i forældreskabet og i verden. Selvom de femten punkter indeholder vidt forskellige forslag, synes mange af dem alligevel at kunne koges ned til spørgsmålet om, hvordan vi taler om ting. Og her har Adichie, efter min opfattelse, fat i selveste essensen af udfordringen med kønspolitikken. Som eksempel nævner hun, at veninden skal være opmærksom på, ikke at udtrykke farens deltagelse i datterens liv som ”hjælp”; forudsætningen for, at en far kan ”hjælpe” med pasningen af sit eget barn er, at man antager, at opdragelse som udgangspunkt er morens domæne. En måde af teste vores dagligdagsretorik på, kan være ved at bytte ordet far ud med mor. Man kan næppe forestille sig faren sige, at moren er god til at hjælpe til med den lille ny. Og som jeg tidligere har skrevet om, er italesættelser med til at skabe kulturskabte sandheder. I den forbindelse nævner Adichie også, at veninden ikke bør kalde sin datter for en prinsesse – selvom ordet i sig selv er uskyldigt, så tillægger vi det bestemt mening med antagelser om, at en prinsesse er skrøbelig, sart og smuk (og vil højst sandsynligt blive reddet fra sin elendighed af en tapper ridder).
Jeg kan selvfølgelig heller ikke se mig fri for at blive begejstret over at femte forslag lyder således:

”Lær Chizalum at læse. Lær hende at elske bøger.”

Men med udgangspunkt i den feminisme, Adichie skriver sig ind i, så er essensen af det hele, i min optik, at finde i hendes tiende forslag (selvom det faktisk ikke er det forslaget handler om). Forslaget handler egentlig om, at veninden skal være sig bevidst, hvordan hun beskæftiger sig med datterens ydre. Men i det forslag ligger selve essensen af feminisme. Adichie skriver:

”Hvis hun kan lide makeup, så lad hende gå med det. Hvis hun er interesseret i mode, så lad hende dyrke det. Men hvis hun ikke er interesseret i nogle af delene, så lad hende være.”

I forlængelse heraf skriver hun også, at en kvinde ikke skal tage en mands navn ved et eventuelt ægteskab, hvis ikke hun ønsker det, men at hun heller ikke skal lade være med at tage det, hvis hun gerne vil have det. For mig sætter hun her ord på den største udbredte misforståelse af feminisme. En feminist behøver ikke vise bryster, undgå makeup eller lade pubeshårene gro, men en feminist gør det, hvis hun har lyst og lader være, hvis hun ikke har lyst.
Der er ingen tvivl om, at Adichies lille, lettilgængelige og simple feministiske manifest var et skønt afbræk fra den hardcore kønsteori, som specialeskrivningen byder på. Hun forstår at formidle et seriøst emne med små humoristiske guldkorn, som for eksempel ”Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i vaginaen. madlavning er noget, man lærer.”. Det er både sjovt og sandt!

Selvom jeg ikke havde store aha-oplevelser, så nød jeg læsningen til fulde, og jeg vil faktisk anbefale den (sammen med Vi burde alle være feminister, som jeg anmeldte her) til alle, som gerne vil introduceres til feminisme, og alle der ikke vil burde læse den alligevel!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar