torsdag den 6. april 2017

Mirakelmanden af Julie Hastrup

Jeg fik mit eksemplar tilsendt af Politikens Forlag, men bogen kan købes på Saxo til DKK 187,-





Titel: Mirakelmanden
Forfatter: Julie Hastrup
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 380
Forlag: Politikens Forlag


Med svedige hænder og høj puls, ser jeg mig omkring og overvejer, hvor godt jeg egentlig kender mine venner og familie. Mirakelmanden har for alvor sat gang i en indre paranoia!

Rigspolitiets efterforsker, Rebekka Holm er sygemeldt efter et voldsomt overfald, og det kribler i hele hendes krop efter at vende tilbage til arbejdet. Hendes øverste chef er imidlertid ikke utålmodig med at få den slemt medtagede efterforsker tilbage på arbejde foreløbig, og derfor drager Rebekka til Stockholm, hvor hendes kæreste Niclas Lundell er bosat. Under hendes ophold bliver hun klar over, at der er flere ting, som Niclas har holdt skjult og efterhånden begynder hun at snuse mere og mere rundt i hans lejlighed, når han er på arbejde. Hun erfarer, at Niclas tidligere har været gift med den nu afdøde journalist, Magdalena Lundell og i hendes iver efter at finde ud af mere om parrets ægteskab og om, hvorfor Niclas har holdt det skjult for hende, opdager hun, at Magdalena var på sporet af en stor sag om forsvundne børn og voksne.
Sideløbende med Rebekkas fortælling, følger vi en del forskellige karakterer, og der springes både i tid og sted. Læserens opmærksomhed kommer på arbejde med at holde styr på de mange skift i fortæller og tid, men trods det store persongalleri og de mange tidslige skift, er det lykkes forfatteren at skabe og beskrive levende karakterer, som uden større besvær kan skelnes fra hinanden.
Mirakelmanden var ikke en bog, der fangede mig ved første færd, men da jeg var 100 sider eller lignende inde i historien, oplevede jeg, hvordan den begyndte at kalde på mig om aftenen. Midtvejs var jeg rimelig overbevist om, at nu var det nærmest unødvendig at læse den færdig, da jeg havde en klar fornemmelse af at have regnet plottet fuldstændig ud. Det kunne jeg (heldigvis) skyde en hvid pind efter, og jeg var ikke i nærheden af at have opklaret noget som helst. Jeg befandt mig i en konstant udskiftning af helte og skurke, fordi jeg ikke var i stand til at regne ud, hvem jeg kunne stole på. De mange uventede twists gjorde læsningen spændende, og sørgede for at holde min puls høj undervejs (så sparede jeg den løbetur!).
Som regel oplever jeg, at en krimi bruger de sidste 10-15 sider på en form for nedtoning, og det forventede jeg egentlig også her, fordi historien føltes færdig, men som en vaskeægte gyserfilm i bedste Carrie-stil (der til sidst, hvor hendes klamme hånd kommer op af graven – originalversionen) er alt stadig uvist og intet er, som det synes på overfladen. Læseren får ikke lov at ånde lettet op, før Hastrup skriver; ”Slut”. Og selv nu, føles alting stadig lidt utrygt.

Bonusinfo:
Julie Hastrup holdte oplæg i forbindelse med et bogbloggerevent i København i marts – og bedre oplægsholder skal man altså lede længe efter, måske er det hendes journalistuddannelse, der ikke kun har givet hende evnerne til at formidle på skrift, men også i tale. Nå, men det var ikke Hastrups formidlingsevner, det skulle handle om her – selvom jeg ville kunne skrive mange, fine ord til dem! Men hun fortalte om sin opvækst og om, hvordan interessen for krimi er opstået. Kriminalromanen var ikke en del af Hastrups eget hjem, da man i 70’erne ikke anså det som god litteratur (den slags litteratursnobberi kan man da vist stadig opleve). Men hendes mormor, som var lægesekretær, var meget fascineret af mord – en fascination der i den grad smittede af på barnebarnet. De to så sammen alle de klassiske TV-krimiserier allerede da Hastrup var helt lille (for lille til at se den slags, så de løj om det til forældrene, som vidste, hvor mange mareridt serierne ville bibringe), og sådan gik det til, at den 9-årige Julie Hastrup vidste, at hun ville være krimiforfatter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar