søndag den 3. september 2017

Gyldendals Efterårsreception 2017

Klareboderne 3, Gyldendals hovedsæde siden 1787 (kilde: Den Store Danske, Gyldendal).
Det var ikke ligefrem sol og sommer der prægede dagen, da jeg i torsdags satte kursen mod København og Gyldendals Efterårsreception. Men da jeg nåede den røde løber og trådte gennem de store grønne porte i Klareboderne, var dagen som ved et trylleslag varm og lys. Jovist var himlen stadig grå, når jeg kiggede op, og en lille dråbe eller to fandt måske også vej til min kind, men det jeg mærkede var hverken gråt eller koldt, det var en indre varme og begejstring over at være en lille del af en meget stor tradition og af det, der er blevet kaldt “Danmarks vigtigste årlige bogtræf”.* Den lille gård var fyldt med liv, og gæsterne kunne ikke skjule deres begejstring for at gense velkendte ansigter, som fyldtes med smil og kindkys.

Den smukke port har set sådan ud siden 1904, hvor en omfattende ombygning fandt sted (kilde: Den Store Danske, Gyldendal).

Gården var pyntet med vimpler, som matchede den smukke invitation.


Den flotte invitation. Josephine og jeg fik faktisk anledning til at tale med folkene bag invitationen, som også står bag det grafiske design på Flamingo, Gyldendal. Desværre husker jeg ikke længere, hvad bureauet hedder. Er der nogen, der ved det?

Ikke længe efter gæsternes ankomst blev ivrig snak og latter afbrudt af en, ikke planlagt, skærende lyd fra mikrofonen, som sørgede for, at alles opmærksomhed blev rettet mod Gyldendals litterære direktør, som stod på trappeafsatsen ind til forlagets lokaler. Direktøren, Johannes Riis, bød velkommen og indledte årets tale, som tog udgangspunkt i Timothy Snyders nyeste bog, Om tyranni. I denne problematiserer Snyder, at den viden vi får om verden i dag er todimensionel og skærmbaseret, og at den i stigende grad præsenteres i et forenklet og primitivt sprog. Johannes Riis lagde i særlig grad vægt på forfatterens udsagn: ”Vær god ved vores sprog,” og som eksempler på, hvad der sker, når vi ikke formår at værne om sproget, gengav Riis de litterære advarsler, som George Orwell og Ray Bradbury præsenterer i henholdsvis 1984 og Fahrenheit 451, hvor ordbøgerne tyndes og kortes og store værker brændes. Dagens budskab er klart: Vi skal læse bøger!

Ved at læse bøger kan vi tilegne os et sprog og en begrebsverden, der rækker ud over skærmens. For vi kan ikke nøjes med det sprog, magthaverne og medierne betjener sig af og gerne ser os stille os tilfredse med. Det sprog er ikke tilstrækkeligt, det reducerer vores evne til at opfatte virkeligheden, det gør den mindre, end den er, gør os dummere og lettere at manipulere med og føre bag lyset.

Den lille gård rummede tydeligvis den ene store bogelsker efter den anden, og alle nikkede anerkendende til Riis’ ord om ikke blot vigtigheden, men nødvendigheden af at læse bøger. Således afsluttede direktøren, hvor han startede:


Som Snyder siger: Det er nødvendigt at læse bøger. Som verden ser ud i disse dage, har det aldrig været mere nødvendigt. Velkommen til Gyldendals Efterårsreception 2017!


1: Strids pære, som var omdannet til den hyggeligste, lille læsekrog. Hvis jeg en dag får børn, kan det godt ske, at pæren på mystisk vis forsvinder fra Gyldendal og på lige så mystisk vis dukker op i min lejlighed. ;) 2: Selveste Lise Nørgaard med en fuldstændig euforisk beundrer. 3: I kender Gyldendals røde ordbøger, men har I hørt om deres røde toiletter? :D

Herefter blev det igen tid til at mingle og jeg selv, som under hele talen havde stået lige ved siden af Lise Nørgaard vidste, at jeg ikke ville kunne tilgive mig selv, hvis ikke jeg tog mig sammen til at skabe kontakt. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, da jeg fortalte hende, at jeg nærede stor respekt for hendes forfatterskab, men også for hendes mod til at skrive Kun en pige. Hun takkede mange gange for rosen og sagde, at det gjorde hende glad, at hun kunne røre nogen med sine ord. Herefter stillede hun op til et billede med mig, men hvad man desværre ikke kan se er, at hun blev ved med at holde mig i hånden. Hun forekom mig at være et meget blidt væsen og håndholderiet fik mig sådan til at tænke på – og længes efter – min gamle farmor i Hvalsø.

Det var en stor og særlig dag, og jeg må sige, at den allerede peakede under mødet og håndholderiet med Lise Nørgaard. Herefter var det bare med at nyde stemningen (og kagerne!) og lade sig svæve med på en sky af glæde over at befinde sig midt i en samling af sande bogelskere.

1: Gyldendals lokaler ud til Pilestræde. 2: Josephine og jeg fandt hurtigt vej til den – i dagens anledning – opstillede photobooth, som vi dog aldrig helt blev kloge på. Vi fik i hvert fald rigelige prints! 3: Man skulle da være et skarn for ikke lige at stille op til foto, når der nu var sådan en vaskeægte gallavæg. ;)















Forinden havde jeg aftalt at mødes med Josephine fra BØGER PÅ STRIBE ude foran portene. Vi kendte ikke hinanden, men var enige om, at det var bedre at være to fremmede sammen, end to fremmede hver for sig. Så tak til Josephine for selskabet. Jeg er sikker på, at vi begge var kommet helskindet igennem alene, men jeg er også sikker på, at vi ikke havde haft en lige så sjov eftermiddag – jeg havde i al fald ikke!

Nu er det bare med at krydse fingre for, at Gyldendal har lyst til at se os igen næste år. Hvis du har fået appetit på Johannes Riis’ tale, kan den læses i sin fulde længde her. Til slut er der blot tilbage at sige: Tak for denne gang! Og husk, at vi skal læse, fordi litteratur “[…] kan sætte os i stand til bedre at begribe vores virkelighed i al dens kompleksitet”.

*Information d. 30. august, 2013:


1 kommentar: