Boganmeldelse: Blækhat af Sissel Jo-Gazan

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et eksemplar af forlaget, men Blækhat kan købes på Saxo til DKK 209,- lige her.

- 

Titel: Blækhat

Forfatter: Sissel Jo-Gazan

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 541

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte resumeet af Blækhat. Den 541 siders roman er på én gang et mysterie, historien om venskaber, udviklingen fra barn til voksen, tab af uskyld, en bid af danmarkshistoriens skelsættende begivenheder og en fuckfinger til konventionelle forestillinger om familie, parforhold og venskaber. Og så har jeg slet ikke fået nævnt videnskaben og politiske magtkampe. Det er med at holde tungen lige i munden, når man læser Blækhat.

Bogen holdt mig fanget fra side et. En kvinde falder om i en lægepraksis med døden til følge, og man finder ud af, at hun har været for udsat for en giftig svamp. Hungrende efter mere, bliver jeg sendt tilbage i tiden og befinder mig pludselig i Aarhus hos Rosa, hendes mor Helle og hendes slags-far, Krudt. Rosa vokser op i 80’erne og er barn af en frisindet mor, som er en politisk engageret antikapitalist og banebrydende forsker i svampe. Rosa er bedste venner med Sevim, og de to er henholdsvis tingfinder og samler, hvilket skal vise sig at få stor betydning i deres voksne liv. Deres venskab udsættes for mange prøvelser, og flere gange er det ved at gå tabt, men passionen for streetart bliver det, der holder dem sammen. Rosa baserer sin tilværelse på interessen for streetart og som voksen forsker hun i og skriver ph.d. om den internationale kunstner Blækhat. Trods hendes apolitiske sind, befinder hun sig alligevel i den ene politiske magtkamp efter den anden.

Jeg tror aldrig jeg har haft så svært ved at genfortælle en roman, som det er tilfældet med Blækhat. Desværre er mine kvaler med at skulle genfortælle et rigtig godt symbol på min læseoplevelse, som var mindst lige så forvirrende. Som jeg indledningsvis skrev, formår Sissel Jo-Gazan at fange sin læser fra side et, og historien om Rosa og Sevims barndom og venskab holdt mig også opslugt et langt stykke hen ad vejen. Men så sker der altså noget – måske sker der bare for meget. Pludselig er jeg i Berlin, det indledende svampemysterie er efterhånden så langt væk, at det næsten forekommer mig ligegyldigt. Langsomt får fortællingen en duft af slægtsroman. Nazister, RAF og Det Tyske Rige bliver en væsentlig del af Rosas historie, og pludselig er der bare så meget, jeg skal holde styr på, at jeg mister lysten til at fortsætte. De sidste 100 sider må jeg tvinge mig igennem, og jeg oplevede en stigende irritation over, at det indledningsvise mysterium med kvinden i lægepraksissen er forsvundet som dug for solen. Mysteriet løses selvfølgelig på de afsluttende sider, men der er egentlig ikke brug for læseren i opklaringsarbejdet, da det serveres på et sølvfad af kyndige læger og politifolk. Det er så brandærgerligt, at der sker så meget på én gang, for i virkeligheden byder forfatteren på solide fortællinger, spændende og velbeskrevne miljøer og lækkert sprog, men for mig druknede det hele i alt for mange fortællinger som gik i forskellige retninger.

Afslutningsvis må jeg understrege, at jeg altså absolut ikke fraråder nogen at læse bogen (det kunne jeg i virkeligheden aldrig finde på, da jeg tror på, der er en læser til enhver bog). Min læseoplevelse ser ud til skille sig ud fra mængden; bogen har modtaget rækker af rosende ord fra både de store mediehuse og bogbloggere, men jeg deler bare ikke begejstringen – i hvert fald ikke efter at have passeret første halvdel. De tre kaffekopper gives derfor for første halvdel af bogen, hvor Sissel Jo-Gazan havde mig i sin hule hånd.