lørdag den 25. marts 2017

Oplev Japan af Lonely Planet (Turbulenz)

Oplev Japan kan købes til her til DKK 199,-.
Titel: Oplev Japan – Lonely Planets Guide til de største oplevelser
Forfatter: Lonely Planet
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 413
Forlag: Turbulenz

Modebloggerne taler om must-haves, og jeg kan nu konstatere, at der altså også eksisterer must-haves for bogbloggere (og alle andre), som rejser til Japan.”
Da jeg i sin tid (august 2016) fandt ud af, at jeg skulle på praktikophold i Japan, måtte jeg straks granske nettet for god rejselitteratur. I min søgen fandt jeg hurtigt ud af, at Lonely Planets rejsebøger bliver udgivet på dansk af Forlaget Turbulenz, og jeg var ikke mange minutter om at skrive til dem for at høre, om de ville sponsorere lidt rejselitteratur. Det ville de heldigvis gerne og derfor har jeg både haft Oplev Japan og Pocket Tokyo med på min rejse.
Oplev Japan er opdelt i kapitlerne; ’Planlæg turen’, ’Oplev Japan’, ’Fokus på’ og ’Overlevelsesguide’. Første kapitel ’Planlæg turen’ er en overskuelig oversigt over de bedste oplevelser, rejseruter og events. Kapitlet ’Oplev Japan’ er en introduktion til de største byer og bedste øer med guides til gode spisesteder, hoteller og turistattraktioner. I tredje kapitel ’Fokus på’ er der fokus på Japans historie, landets skikke og kultur. Sidste kapitel ’Overlevelsesguide’ er – ikke overraskende – en guide til at overleve i Japan.
Jeg har læst hele bogen, og efter at have boet i Japan i et halvt års tid, føler jeg mig ganske godt klædt på til at anmelde den med udgangspunkt i mine bedste (og værste) oplevelser. Da jeg ikke har rejst overalt i Japan, vil anmeldelsen tage udgangspunkt i den generelle info om landet og den info, der knytter sig til Tokyo og Japans sydvestlige øer.
Informationen om Tokyo er både overskuelig og brugbar, og bogen kommer med bud på, hvordan den rejsende kan få mest muligt ud af sin tur ved at komme med forslag til, hvad man skal nå på to, tre og fire dage eller en hel uge. Derudover er der brugbare forslag til, hvornår det er smart at rejse alt efter, om den rejsende søger varme, kirsebærtræer i fuldt flor eller festivaller.
De bedste og mest brugbare afsnit for mig var uden tvivl ’Fokus på’ og ’Overlevelsesguide’. Japans kultur adskiller sig meget fra den danske, og der er mange småting, som den rejsende med fordel kan være opmærksom på hjemmefra. Vidste du for eksempel, at du hverken må gå i svømmehal eller onsen (japansk bad), hvis du har tatoveringer? Eller at det anses som decideret uhøfligt at efterlade drikkepenge på en restaurant? Den slags små informationer er der mange af, og de er altså nyttige, når man er i et fremmed land og gerne vil vise, at man respekterer deres kultur.
Der er også et kapitel om sikkerhed i Japan. Her nævnes problemerne med japanske mænd, der tager på kvinder i togene, når man bliver stuvet tæt sammen. Og man står tæt, så tæt at man hverken kan løfte sin hånd for at klø sig i panden eller finde noget i sin lomme. Jeg oplevede dog ingen ubehagelige ting, og det var mit (og mine kollegers) generelle indtryk, at der er en tendens til at lægge meget stor vægt på de få gange, den slags er sket, netop fordi Japan er så sikkert et land, at de tager alle forbrydelser meget alvorligt og sætter hårdt ind for at stoppe ethvert lovbrud.
Derudover var jeg meget begejstret for den store mængde information om Japans historie. Jeg har altid elsket historie, og viden om et lands historie gør det jo unægteligt lettere at forstå, hvorfor landet ser ud som det gør i dag, og hvor det, der for en dansker kan synes at være kulturelle ”særheder”, kommer fra.
En anden ting, som er værd at fremhæve er bogens størrelse, som var helt perfekt. Jeg synes ofte, at Lonely Planets bøger bliver for tykke og tunge, og jeg vil gerne have mulighed for at have dem med i tog, bus mm. Denne kunne være i min taske, den var lidt tung, men jeg ville helst ikke have undværet nogle af dens informationer, og til den lille håndtaske havde jeg min Pocket Tokyo.
Alt i alt var det en letlæselig og uundværlig rejsemakker, som jeg kun kan anbefale alle at medbringe på deres rejse til Japan.

Se alle Turbulenz' Lonely Planet oversættelser lige her.

.




lørdag den 18. marts 2017

Brev til en nybagt forælder af Chimamanda Ngozi Adichie

Jeg var så heldig, at mit eksemplar kom som en overraskelse fra Gyldendal, men den kan købes til DKK 70,- på Saxo. Og når man nu er i gang, så kan man da ligeså godt klikke Vi burde alle være feminister til DKK 50,- med hjem. ;)
Dansk Titel: Brev til en nybagt forælder – Et feministisk manifest i femten punkter
Original titel: Dear Ijeawele, or A Feminist Manifesto in Fifteen Suggestions
Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 94
Forlag: Gyldendal

”Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i vaginaen. madlavning er noget, man lærer.”
I Brev til en nybagt forælder får Adichie på uhøjtidelig vis givet femten gode råd til sin veninde, som har efterspurgt, hvordan hun kan opdrage sin datter til at blive feminist. Den lille bog opvejer for sin størrelse i de mange slagkraftige udsagn, som beskriver væsentlige problematikker, vi alle kan være opmærksomme på i kampen for ligestilling – både i forældreskabet og i verden. Selvom de femten punkter indeholder vidt forskellige forslag, synes mange af dem alligevel at kunne koges ned til spørgsmålet om, hvordan vi taler om ting. Og her har Adichie, efter min opfattelse, fat i selveste essensen af udfordringen med kønspolitikken. Som eksempel nævner hun, at veninden skal være opmærksom på, ikke at udtrykke farens deltagelse i datterens liv som ”hjælp”; forudsætningen for, at en far kan ”hjælpe” med pasningen af sit eget barn er, at man antager, at opdragelse som udgangspunkt er morens domæne. En måde af teste vores dagligdagsretorik på, kan være ved at bytte ordet far ud med mor. Man kan næppe forestille sig faren sige, at moren er god til at hjælpe til med den lille ny. Og som jeg tidligere har skrevet om, er italesættelser med til at skabe kulturskabte sandheder. I den forbindelse nævner Adichie også, at veninden ikke bør kalde sin datter for en prinsesse – selvom ordet i sig selv er uskyldigt, så tillægger vi det bestemt mening med antagelser om, at en prinsesse er skrøbelig, sart og smuk (og vil højst sandsynligt blive reddet fra sin elendighed af en tapper ridder).
Jeg kan selvfølgelig heller ikke se mig fri for at blive begejstret over at femte forslag lyder således:

”Lær Chizalum at læse. Lær hende at elske bøger.”

Men med udgangspunkt i den feminisme, Adichie skriver sig ind i, så er essensen af det hele, i min optik, at finde i hendes tiende forslag (selvom det faktisk ikke er det forslaget handler om). Forslaget handler egentlig om, at veninden skal være sig bevidst, hvordan hun beskæftiger sig med datterens ydre. Men i det forslag ligger selve essensen af feminisme. Adichie skriver:

”Hvis hun kan lide makeup, så lad hende gå med det. Hvis hun er interesseret i mode, så lad hende dyrke det. Men hvis hun ikke er interesseret i nogle af delene, så lad hende være.”

I forlængelse heraf skriver hun også, at en kvinde ikke skal tage en mands navn ved et eventuelt ægteskab, hvis ikke hun ønsker det, men at hun heller ikke skal lade være med at tage det, hvis hun gerne vil have det. For mig sætter hun her ord på den største udbredte misforståelse af feminisme. En feminist behøver ikke vise bryster, undgå makeup eller lade pubeshårene gro, men en feminist gør det, hvis hun har lyst og lader være, hvis hun ikke har lyst.
Der er ingen tvivl om, at Adichies lille, lettilgængelige og simple feministiske manifest var et skønt afbræk fra den hardcore kønsteori, som specialeskrivningen byder på. Hun forstår at formidle et seriøst emne med små humoristiske guldkorn, som for eksempel ”Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i vaginaen. madlavning er noget, man lærer.”. Det er både sjovt og sandt!

Selvom jeg ikke havde store aha-oplevelser, så nød jeg læsningen til fulde, og jeg vil faktisk anbefale den (sammen med Vi burde alle være feminister, som jeg anmeldte her) til alle, som gerne vil introduceres til feminisme, og alle der ikke vil burde læse den alligevel!

Litteraturmaskinen: Kirsten Thorup og Vibeke Marx

Foto: Kirsten Thorup af Lærke Posselt og Vibeke Marx af Zenani Photografphy

Der kan stadig bestilles billetter til mor/datter-snakken i Litteraturmaskinen, når Kirsten Thorup og fynske Vibeke Marx interviewes af journalist og tv-vært, Signe Ryge.

Om forfatterne:
Begge forfattere har et langt forfatterskab bag sig. Vibeke Marx udkom i 2016 med sin bog nummer 50 Havhesten, og samme år udkom Kirsten Thorup med den meget læste og roste Erindring om kærlighed, som er nomineret til DR Romanprisen 2017. Begge har i deres bøger beskæftiget sig med relationer særligt i familien.

Tid og sted
Tirsdag den 21. marts 2017 i Kulturmaskinen, Farvergården 7, 5000 Odense C.
kl.18.30 - billetpris med spisning
kl.19.30 billetpris uden spisning

Billetpris uden spisning: DKK 75,-

OBS! Alle spisebilletter er udsolgt, men der er stadig billetter til selve forfattersnakken.

                                  Klik her for at læse mere.

fredag den 17. marts 2017

Den læsendes forbandelse og en hyldest til Maria Gerhardt

Billedet er lånt fra Berlingske - Foto: Christian Liliendahl
Det værste ved at være læser er, at man kender så utroligt mange mennesker. De sætter alle fodspor i læserens liv enten på den ene eller den anden måde, og det kan være svært at give slip, når en karakter kun optræder i en enkelt bog eller ligefrem dør. Men endnu værre er det, hvis en dygtig forfatter vælger at stoppe sit skriveri eller værst af alt; går bort.
Jeg har tidligere skrevet om den sorg, der kan følge, når en stor forfatter går bort (her), og denne gang føles sorgen endnu tungere, fordi det kan være svært at finde retfærdigheden i at en 39-årig kvinde skal forlade sin familie.
Maria Gerhardts Transfervindue var en personlig og hudløst ærlig fortælling, og hun efterlod mig med følelsen af, at kende hende. Det er utroligt så nær man – i det mindste i tankerne – kan komme et andet menneske gennem deres ord.
Jeg håber du har fred, hvor du er og at du lykkes med at blive oversat til alverdens sprog, så du kan læses uden begrænsninger. Og jeg håber ”The place that scares you” slet ikke er så skræmmende endda.
Mine varmeste tanker går til din familie, og jeg kan kun håbe, at minderne om søndagshygge med morgenmad og LEGO i sengen vil varme og give trøst, når tiden er til det.

Tak for ordene, musikken, poesien.

torsdag den 9. marts 2017

Transfervindue af Maria Gerhardt

Jeg fik tilsendt Transfervindue af Politiken, men den kan købes på Saxo til DKK 180,-. 


Titel: Transfervindue
Forfatter: Maria Gerhardt
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 90
Forlag: Politikens Forlag

Når transfervinduet åbnes, ved ingen, om de er købt eller solgt
Med våde øjne, tungt åndedrag og et virvar af tankermylder vender jeg sidste side i bogen og håber på det mirakel, min nye helt fortjener. Jeg er handlingslammet. Stirrer ind i den hvide væg og alle mine tanker kredser om fortælleren i Transfervindue, som er umulig at skelne fra forfatteren selv.
I Transfervindue skriver Maria Gerhardt i nærmest dagbogsagtig form om at være uhelbredeligt syg, om (ikke) at blive gammel og om at planlægge sin egen død.
Fortællerjeget bor på et luksuriøst hospice i Hellerup, hvor dagene går med kortspil, samtaler med vennen, Mikkel og en sjælden gang imellem et besøg i virtuel reality-butikken – stedet, hvor man kan få lov at genleve et gammelt minde. På fortællerens soveværelsesvæg ses trehundredefirs afridsede streger – en for hver dag, hun har været på stedet. Det fornemmes, at hun er flyttet dertil, fordi hun ikke kunne bære tanken om at være en belastning derhjemme eller være nogens mor med ”verdens farligste sygdom”. Hendes tanker kredser om alt det, der følger med at være syg og indimellem afbrydes de af flygtige minder om en tid, der var en gang med rødvinsaftener, fællesbade og morgenmad på sengen.
Transfervindue er en ærlig fortælling om, hvordan en uhelbredelig sygdom ikke blot overtager og nedbryder kroppens fysik, men også går i sindet og påvirker den syges syn på livet og på andre mennesker. Vi indvies i, hvordan fortællerens forhold til familie og venner langsomt ændres, reduceres og i nogle tilfælde forsvinder som sand mellem hænderne:

”Jeg husker listen, som jeg ugentligt redigerede, over, hvilke af mine venner der ikke kunne overskue mig.”

De sytten ord er alt, hvad der står på side 26, og alligevel lykkedes det mig at bruge mere end ti minutter på dem, hvilket netop er sådan, jeg bedst kan karakterisere Transfervindue. Et værk af få ord, men med sådan en kraft, at jeg ikke ved, hvordan jeg skulle være i stand til at rumme mere.
Jeg føler med min hovedperson, og jeg forstår, når bitterheden langsomt overtager og de halvhjertede ønsker om at ødelægge sygepersonalets unge, raske kroppe opstår, eller den vrede hun føler, når hun oplever de ældre, kræftramte patienters sorg:

”Jeg husker at sidde i venteværelser og lytte til de andres CPR-numre, rasende på alle de efterkrigsbørn, der sad rundt om mig, nervøse og med paryk. Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting. Jeg foragter jer og jeres sorg (…)”

Det er en bitterhed der er til at føle på, og den må – ikke overraskende – være et resultat af konstant at befinde sig på balancen mellem liv og død. Måske er det netop sådan titlen skal forstås; vores fortæller ved endnu ikke, om hun skal skifte hold, men Transfervinduet er åbent, så muligheden foreligger. Derfor er det også fortællingen om den dobbelttydige frygt, der opstår, når man på én gang er bange for at blive erstattet og samtidig frygter, at man ikke bliver det.
I sit essay At skrive, skrev den franske forfatter, Marguerite Duras engang:

”Man kan ikke skrive uden kroppens styrke. Man må overvinde sig selv for at gå i gang med at skrive, man må være stærkere end det, man skriver.”
(2004: 23)

og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre beskrivelse af det, Maria Gerhardt har gjort i Transfervindue – større kropslig styrke skal man lede længe efter, og styrken udtrykkes på hver eneste side, i hver eneste sætning og i hvert eneste lille ord. Og jeg hepper på hende, når hun håber på at blive det enkeltstående tilfælde, der på mirakuløs vis kommer ud på den anden side.