tirsdag den 27. februar 2018

Boganmeldelse: Født i går af David Rousing

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Den sælges til 229,- lige her inkl. kode til streaming og downloads af forfatterens oplæsning.
Titel: Født i går
Forfatter: David Rousing
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 47
Forlag: Koppelwrite

David Rousing bryder grænserne for, hvad en bog er, når han insisterer på at brage ind i sin læsers ører og øjne med tempofyldte ordsymfonier og grænseoverskridende billeder. 
Født i går har format som en god gammel LP-plade, og det er ikke uden grund. Bogen gemmer på et link med en unik lytte-kode, så læseren kan læse teksterne med David Rousings stemme i ørene. MEN jeg kan ikke høre lydbøger. Jeg kan ikke koncentrere mig om at lytte. Det ene øjeblik siger fortælleren ”Kapitel 1. Kamphelikoptere bomber flygtningelejr” og i det næste ”Kapitel 4. Lodsvej er øde, og mine skridt ekkoer mod fortovsfliserne …” og alt derimellem er forsvundet som dug for solen. Jeg overmandes af et tankemylder uden lige, så der skal noget særligt til at fastholde min opmærksomhed. Det gav David Rousing mig. Væk var egne tanker om morgendagens gerninger og ind krøb stemmen på en 46-årig forbitret mand, som i al sin utilfredshed, utilstrækkelighed og ulyksalighed overtog min tankevirksomhed og krævede sin ret til at lade sig høre. Allerede under sin fødsel mærker David Rousing livets uretfærdighed, og vi følger den skrålende Rousing gennem tempofyldte myriader af ting, der skal nås, løfter han skal rende fra, fedt der skal forbrændes og et liv han skal huske at leve. Der er fart på i Født i går, og læseren/lytteren tvinges ind i fortællingen om den midaldrende mands beklagelser over underlig hårvækst, en slatten pik, der er lige så skæv som tårnet i Pisa og en kost til kæreste, der prædiker om sund kost og rigtige jobs.

Hver gang følelserne presser sig på, hiver jeg i stedet pikken frem og knepper Susanne Lana, indtil tårerne bliver til guld. Jeg knepper Sussi til tonerne af Leos harmonika. Jeg knepper gerne det meste af dansktoppen. Knalder den røde gummibåd for fuld udblæsning, helst uden gummi.”

At lytte til denne ordsymfoni er som at være på en racerbane, hvor den eneste virkelige konkurrent er forfatterens egen stemme, som løber afsted som en Duracell-kanin på speed. Det er hverdagens banalitet omsat til kraftfuld spoken word eller poetry slam, og selv leverpostejsmadder og bananfluer leveres med en energi, der kaster sin lytter tilbage i stolen.

Jeg vil være som de andre og læse svenske kriminalromaner til en stor kop chai-latte.


Den ærlige fortælling udleverer Rousing helt uden filter og efterlader et nøgent billede (i mere end én forstand) af forfatteren, den midaldrende mand i krise. Forfatteren og performeren sørger også for at belønne sin læser med referencer til sangere, komikere, filosoffer og andre hvis kendte ord inddrages med humor og  sarkasme. Det er ikke alle tekster, der er lige vellykkede, og lytteren/læseren kan godt nå til et mætningspunkt. Men når det virker, så er det som små eksplosioner af fyrværkeri. Mine personlige favoritter er Så meget jeg skal nå og iPatter, hvor han særligt lykkes med at problematisere alle de ydre krav der er til, hvordan vi skal leve vores liv. Jeg var derimod ikke specielt begejstret for Nazisme og Muslimhinder, men de 20 små tekster kan lyttes/læses uafhængigt af hinanden, og jeg vil helt sikkert anbefale alle bogfolk at give en chance til denne kreative fortolkning af, hvad en bog og en læser egentlig ér for en størrelse.



fredag den 23. februar 2018

Boganmeldelse: Træet af Oliver Jeffers

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men Willamdam.dk sælger den lige her til DKK 221,-.
Titel: Træet
Forfatter: Oliver Jeffers
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 36
Forlag: Carlsen

“Nogen ville HELT SIKKERT savne brandmændene og Frede VIDSTE bare at han ville få BALLADE! … Så fik han en ide og løb hen efter en SAV!”
Det hele starter med en vildfaren drage, der sætter sig fast i træet midt i Fredes leg. Som ethvert kløgtigt barn ville have gjort, kaster han sin yndlingssko op for at få dragen ned igen, men hverken drage eller sko gør som forventet. Den ihærdige dreng kaster den anden sko op, og inden han har set sig om, er træet fyldt med sko, transportmidler, dyr, mennesker, møbler – ja sågar et hus, kan der blive plads til i Fredes modvillige træ. Den handlekraftige dreng bliver mere og mere nervøs, for han kan jo godt se, at det begynder at lugte lidt af ballade, hvis ikke det lykkes ham at få alle de ”lånte” ting ned igen. Både den unge og ældre læser fastholdes i spændingen om, hvis og hvordan Frede nogensinde får alle sagerne ned igen – og hvad var det nu egentlig lige, der satte sig fast i træet i første omgang?
Oliver Jeffers er manden bag Træet, og han er også forfatter til storsuccessen Barn af bøger (som dannede grundlag for denne blogs Børn af bøger-serie). I Træet møder vi en anden side af den talentfulde forfatter og kunstner, for her er historien er båret af den humor børns umiddelbare logik ofte fører med sig. Bogen anbefales til børn i 4-6-årsalderen, men jeg tør godt udvide anbefalingen til også at inkludere voksne, som drages af de morsomheder, der ligger gemt i børnelogikken. Hvor sjovt er det for eksempel ikke, at Fredes opfindsomhed og stædighed får ham til at kaste en brandbil med drejestige og tjenstvillige brandmænd op i træet, fremfor at benytte sig af deres ressourcer og hjælpsomhed. Den lille drengs snedigheder er så fjollede og absurde, men alligevel vækker de genklang for læseren, som udmærket ved, at den eneste måde at få ting ned fra et træ er at kaste nye ting op. Den skønne fortælling om noget, vi alle husker og kender til er særligt velegnet til højtlæsning. Siderne er tykke og blanke og bogen er – selvfølgelig – høj som et træ.

God fornøjelse!

Nu vil jeg smutte ud og kaste en bog op i træet, så jeg kan få min hund ned. 😉



mandag den 19. februar 2018

Boganmeldelse: Sort boks af Jennifer Egan

Jeg var så heldig at få tilsendt et eksemplar fra forlaget, men jeg kan ikke umiddelbart finde et onlinesite, der forhandler den lille bog.
Titel: Sort boks
Forfatter: Jennifer Egan
Udgivelsesår: 2013
Sideantal: 102
Forlag: Klim

Kære Jennifer Egan, det var dog en genistreg i særklasse at indpakke det sociale kodeks og de tilgængelige (kønnede) genkendelsesfaktorer, der er for en kvinde i en lille fin fortælling om en spion med en mission.
Sort boks er en lille roman i twitterformat. Den blev oprindeligt postet på The New Yorkers twitterprofil, hvor tweetsne blev postet med ét minuts interval i en time hver aften i ti dage. Senere blev de mange tweets samlet, og de blev både udgivet som online artikel, e-bog og endelig i fysisk udgave.
Historien handler – i al fald på overfladen – om en amerikansk spion, som er ude på sin hemmelige mission. Hun er en Skønhed, og hun bærer sin skønhed som camouflagedragt, så de magtfulde mænd ikke afslører hendes undercover-ærinde. Hendes eneste vej til overblik og total kontrol over situationen er at lade sig kue af sin Tildelte Partner ved at spille på en blanding af naivitet dumhed og passivitet. Hun er sendt afsted for at uddrage information fra hans vigtige private samtaler med det endelige mål at uskadeliggøre ham. Hendes krop er den sorte boks – den er kilden til missionens forløb og den tilhører det ”vi”, der udsender instrukser.
Sort boks er en spøjs lille bog og ved første øjekast eller indledende læsning, vil de fleste læsere måske nok undre sig over, hvad den egentlig vil. Men ikke mange sider inde, fik jeg i al fald en oplevelse af en bog, der præsenterer nogle af de mange socialkonstruerede forventninger, der er til en kvinde og den objektificering, hun ofte udsættes for – og med en sådan læsning får den lille spionhistorie naturligvis en helt anden betydning. For mig kom Egans fortælling derfor til at fremstå som en feministisk kritik og hovedpersonen som repræsentant for den vestlige verdens kvinder. Det ”vi”, der udsender instrukser til vores hovedperson, opfattede jeg som et billede på samfundet eller samfundsdiskurser, som blandt andet fortæller, at det er et mål både at være uimodståelig og usynlig, at der kan udsendes fordelagtige signaler ved hjælp af fnis, bare ben og generthed og at en hvid sommerkjole imod solbrændt hud betragtes som tiltrækkende. Dertil husker vi’et os på, at mad har en tiltrækningskraft, som er en decideret fare for en Skønhed, og at en kvinde med en baby ikke længere kvalificerer sig som skønhed. Og hele Egans feministiske opråb forstærkes blot ved, at vores spionhovedpersons krop er intet mere end vi’ets redskab til at opnå målet.
Jeg ved godt, at jeg er slem til at overanalysere, og jeg afviser heller ikke, at det var tilfældet her, men overanalyse eller ej, så sad jeg med et skævt smil og følte mig indviet i en særlig feministisk kritik, og jeg nød i høj grad den snedighed, hvormed forfatteren diskret får sit ærinde igennem.
Det er formentlig en bog der – hvis ikke der læses mere i den ­– er hurtigt glemt, men hvis læseren selv formår at tillægge den større betydning, så er den både tankevækkende og snedigt udarbejdet.
Fire kaffekopper skal den nydes med!

Har du læst den? Og hvad var din oplevelse? J