 |
| Forlaget sendte mig et anmeldereksemplar, men bogen kan købes til DKK 169,- hos Bogreolen (uden medlemsskab) lige her. |
Titel: Mormor
Forfatter: Christiane
Hector
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 112
Forlag: Eksistensen
“Hvis det gør ondt, at
noget mangler, havde det værdi, mens det var der.”, sådan skriver Christiane
Hector i sin billedbog for voksne, hvor hun tager afsked med sin mormor og
forsøger at udfylde de huller, tabet har efterladt i hende.
Sorg har som tema fyldt meget i litteraturen
de seneste år. Der har både været romaner, erindringer og faglitteratur, som
har behandlet den ofte meningsløse og gådefulde følelse. Ligegyldigt hvor gammel
man bliver, vil sorg nok aldrig være nemt at gå til, og uanset hvor rutineret
man indimellem kan føle sig i at være fastholdt dens jerngreb, så lærer man
formentlig noget nyt om sig selv, hver gang den opstår. Det er tydeligvis også,
hvad der skete for Christiane Hector, da hun mistede sin
mormor.
I Mormor fortæller et voksent barnebarn
om tabet af familiens holdepunkt. Efter et sygdomsforløb med indlæggelser går
mormoren bort og selvom familien havde nået at tage afsked op til flere gange,
efterlader hun alligevel et stort tomrum og spørgsmålet er, om de mange huller
kan udfyldes. Det er den ene side af fortællingen, det er den store fortælling
om sorgen. Den anden er dagligdagsfortællingen, det er brudstykker af
barndomsminder, familiestridigheder og erindringen om det menneske, der var.
Der er kun brugt få ord, og det er netop den sparsomme brug af ord der
tillader, at læseren selv danner sin fortælling via kunsten, ordvalget og udtrykket.
Familien består blandt andet af moster Lissemor, moster Bubbe og kusine Ninus.
Jeg ved naturligvis ikke, om forfatterens familie virkelig har de kælenavne,
men for mig blev de barnagtige kælenavne et symbol på alle de barnlige
stridigheder, der truer med at splitte familien nu, da det faste holdepunkt er
væk.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv
mistede min mormor i efteråret og måske netop derfor, ramte bogen også ekstra
hårdt. Fortællingens mormor forsøges ikke glorificeret, og vi lærer da også, at
hun har et iltert temperament og kan give en endefuld i ny og næ. Faktisk er
det imponerende så godt, man som læser lærer mormoren at kende via billedsiden
og de få ord. Jeg så tydelige træk fra min egen – til tider lidt grove eller
hårde – mormor i den mormor, der skildres i bogen. En varm og kærlig kvinde,
som indimellem afslører, at hun er fra en anden tid.
Det er ikke en bog, som man nødvendigvis bare
må eje, og jeg tror bestemt heller ikke, at den appellerer til enhver. Men det
er en virkelig fin gavebog enten til et menneske i sorg eller én, der sætter
pris på den kantede, smalle litteratur – de tykke sider, den flotte indbinding
og ikke mindst forfatterens egne kunstværker får bogen til at emme af kvalitet,
og det er sådan en bog, man helt ikke vil gemme væk i bogreolen, for den
fortjener at ligge fremme. Jeg er jo, som den faste læser måske ved, stor
fortaler for højtlæsning voksne imellem, og denne kan, i de rette hænder, åbne
for en sorgproces og dialog, som ellers kan være svær at få hul på. Børn er
ikke alene om at gavne af den undersøgelse eller udforskning, der finder sted,
når vi leder efter sammenhænge i fortællinger. Og i denne fortælling flyder tekst
og billede ofte sammen i ét og indimellem er teksten billedet og billedet er teksten,
og læseren er både udforsker og skaber.
Tak til Christiane Hector for at tilbyde en
voksen billedbog, som på én gang formår at nuancere og simplificere den
komplekse følelse sorg er, og som gør det i et kunstnerisk udtryk der skriger af mormor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar