tirsdag den 1. maj 2018

Børn af bøger: Nanna Lundgaard Arbøl, forfatter

Mit navn er Nanna, jeg er 28 år gammel. Jeg kan ikke lade være med at lege med ord, forsvinde ind i bøger og drømme. Jeg studerer dansk tegnsprog til dagligt, hvilket også giver mig rig mulighed for at dykke ned i sprogets mange facetter.

Identitetsløs
Som så mange andre børn, blev jeg heldigvis introduceret til bøgernes verden af mine forældre i en tidlig alder. Men det var ikke dem, der viste mig, hvad bøger kan gøre ved sjælen. Det skulle jeg først selv senere opdage.
Jeg voksede op med harpiks på fingrene og duften af pomfritter fra hallens cafeteria. Jeg brugte al min tid på en håndboldbane, helt frem til jeg blev 19 år. Da blev jeg anbefalet at lægge sporten på hylden, fordi de skader jeg blev ved med at pådrage mig, ødelagde min krop. Alting stoppede. Min verden gik i stå, kort sagt. Hvad skulle jeg nu? Hvem var jeg, når jeg ikke var håndboldspilleren Nanna?Jeg var ulykkelig, og jeg var bitter. Og jeg var identitetsløs. Men så gik jeg på biblioteket. Så læste jeg digte. Så begyndte jeg selv at skrive digte. Og så blev jeg langsomt, men sikkert trukket ind i dét, som bøgerne kan bedst. Jeg vidste ikke, at det ville få så stor betydning for mig, som det viste sig at skulle få. Jeg forsvandt ganske simpelt ind i sproget. Jeg dykkede ned i hvert enkelt lille detalje, hver mindste metafor. Jeg slog op i synonymordbøger for at møde nye ord, jeg skrev ned og forsøgte at bruge ordene i dagligdagen. Jeg brugte timer på at læse, på at skrive og på at opdage. Senere hen gik det op for mig, at jeg var i gang med at finde mig selv. I ordene, i bøgerne. Jeg var i gang med at genopfinde mig selv, og det var enormt interessant.Jeg gik fra at være et barn, der nød godnathistorier og højtlæsning i mor og fars seng, til pludseligt at være en ung, følsom kvinde på jagt efter mening. På jagt efter noget at holde fast i, da alting forandredes. Og det blev bøgerne og sproget.

Fotograf: Cecilie Sund Svendsen fra forlaget Copenhagen Storytellers.

Bagsidetekster og sidste-linjer
Lidt efter lidt begyndte jeg at samle. Jeg begyndte at købe de bøger, jeg gerne ville læse. De bøger, jeg blev nødt til at stifte bekendtskab med og ikke kun på biblioteket. Alle mine hårdt tjente penge blev brugt på at købe bøger. Det var sjældent, at jeg havde andet indholdsmæssigt kendskab til bøgerne end blot bagsideteksterne. Dé kan til gengæld også noget! De skal kunne noget. Jeg er typen, der griber ud efter en bog, vender den om og håber på, at bagsideteksten er fangende. Derfor er jeg nok gået glip af mange velskrevne bøger, alene fordi bagsideteksten ikke har talt til mig.
Dernæst skal nævnes, at jeg er en sucker for sidste-linjer. Sidste-linjer er noget af det allervigtigste for mig, når jeg læser en bog. En fortælling skal have en god sidste-linje, den fortjener det. Den skal være så god, at det gør ondt i maven, når hjernen opfanger det allersidste trykte punktum. Det behøver ikke at være noget voldsomt filosofisk eller en lang svada, der opsummerer hele bogens forløb. Tværtimod. Det kan være en ganske kort replik eller en sætning, der er så velformuleret, at du ville ønske, at du selv havde fundet på den. Den skal samle bogen, men behøver nødvendigvis ikke at være konkluderende eller afrundende. Sommetider er det sidste-linjer, som overlader slutningen til læseren, der er de allerbedste.
Jeg har en notesbog, hvori jeg skriver sidste-linjer, hver gang jeg har færdiglæst en bog. Der er egentlig ikke rigtig nogen særlig grund til, at jeg gør det, andet end at jeg godt kan lide at blive mindet om, hvad den specifikke linje gjorde ved mig, da jeg læste den første gang. Det er hyggeligt at slå op i notesbogen, og jeg gør det faktisk jævnligt. Nogle gange giver det mig endda lyst til at genlæse bøgerne.

Fotograf: Cecilie Sund Svendsen fra forlaget Copenhagen Storytellers.

Hjertebøger
Jeg elsker bøger. Jeg elsker at møde nye karakterer og nye universer. Men der er nogle bøger, der gør større indtryk end andre. Til at starte med vil jeg nævne min yndlingsbog, Min mor siger af Stine Pilgaard. Jeg bliver ved med at vende tilbage til den. I skrivende stund har jeg læst den ni gange. Pilgaard har en helt særlig omgang med ordene, hendes persongalleri er farverigt og humoristisk, på kanten til det tragikomiske, og så formår hun simpelthen bare at sige så meget ved brug af få ord. Det er virkelig interessant at være Pilgaards læser.
En anden bog, der har gjort stort indtryk på mig, er, Naja Marie Aidts nyeste bog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Denne bog har jeg kun læst én enkelt gang, og der går lang tid før, jeg vil læse den igen. Den gjorde simpelthen så ondt at læse. Den var så brutal, men den var samtidig også smuk. Jeg har altid holdt af Aidts digte, fordi hun mestrer sproget til en grænse, hvor jeg altid sidder med åben mund og nikker genkendende til følelserne. Og med denne hjerteskærende beretning, om hendes døde søn, er jeg mindst lige så måbende.
Morten Brasks bog En pige og en dreng læste jeg for to år siden, men den sidder stadigvæk i mig. Den gjorde ondt, men det gjorde ikke noget, for Brask er dygtig, når det kommer at fortælle om kærlighed og smerte.
En digtsamling, der gennem tiderne har sat sit præg på mig, er, Philip Tafdrups Cat loves Sean. Det er en digtsamling skrevet ud fra gravstene på en australsk kirkegård. Tafdrup giver gravenes beboere en fortælling; han giver dem det liv, han tror, de har levet. Og det er både smukt og trist.
Hvis jeg skal vælge én bog, én fortælling, der gjorde mig til et barn af bøger, skal jeg en tur tilbage til min folkeskoletid. Længe før, jeg begyndte at interessere mig for skønlitteraturens verden. Min dansklærer gav os Naja Marie Aidts novellesamling Vandmærket, og i den faldt jeg over novellen Som englene flyver. Den barske fortælling gjorde mig det klart, at sproget og bøger altså kunne noget ganske særligt. Også når man er 14 år og bare gerne vil spille håndbold eller sætte hår.

Glæden ved at have været forsvundet
Hvorom alting er, så forsvandt jeg. Og den dag i dag, har jeg aldrig været mere glad for at være forsvundet dengang. For når man på magiskvis lander i en verden af ord, stemninger og følelser, så behøver dét at forsvinde ikke altid at betyde, at man ikke er tilstede. I sidste ende fandt jeg vejen videre, og jeg fandt ikke mindst mig selv.

Fotograf: Cecilie Sund Svendsen fra forlaget Copenhagen Storytellers.
  
Nanna er forfatter til novellen Træk vejret som udkom i novellesamlingen Oprør oprør/11 i 2011. I 2013 debuterede hun med sin første digtsamling, Under Cassiopeia og hendes seneste værk, Pulsens koordinater udkom i 2016 (jeg anmeldte den her).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar